Grøn omstilling kræver grøn gulerod
Der skal handling til, hvis vi skal nå de klimamål, Danmark har sat for 2030. Derfor nytter det ikke noget, at tiltag som håndværkerfradraget afskaffes.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Siden oktober 2011 har det været muligt for boligejere at søge om tilskud via Håndværkerfradraget til at få professionel hjælp til energiforbedringer og klimasikring af deres boliger, som f.eks. isolering, solceller og udskiftning af vinduer. Desværre blev disse incitamenter afskaffet i 2022, selvom de var både populære og til gavn for klimaet. Og vi har desværre endnu til gode at se realiseringen af erstatningspuljerne.
Et igangværende forskningsprojekt, der laves i samarbejde med Jydsk Tagteknik, indikerer en tydelig sammenhæng mellem køb af energiforbedringer og den tidligere annoncerede afslutning af håndværkerfradraget tilbage i 2019. Det blev tydeligt, at danskerne begyndte at handle hurtigt for at bestille energiforbedringer, så snart de hørte om den forestående ophævelse.
Hele dette scenarie vidner om, at ordninger som denne skaber grøn vækst og er med til at få danskerne til at træffe bæredygtige valg, der understøtter klimamålene samtidig med, at der bliver skabt arbejdspladser.
Heldigvis er der en stigende tendens blandt parcelhusejere, der stadig energirenoverer på trods af den manglende fradragsmulighed. Det skyldes, at investeringer i energioptimering er en god investering, da det giver besparelser på varmeregningen og dermed mere luft i økonomien på sigt. Samtidig øger det også boligens værdi, da energirenoveringen ofte gør, at boligen rykker et bogstav op ad energimærke-trappen.
Vi ser, at der er kommet en øget klimabevidsthed og et ønske om at tage ansvar blandt danskerne, hvorfor der også er motivation til at “gøre noget ved det” selv. Det kan vi, trods manglende økonomiske incitamenter, glæde os over, da effektivisering af energiforbruget i ældre parcelhuse faktisk er en af de allervigtigste indsatser i den grønne omstilling, når man tænker på, at bygninger står for hele 40 pct. af energiforbruget i Danmark.
Med den viden vi har om betydningen af håndværkerfradraget og husejernes reaktioner, da fradraget forsvandt, er afskaffelsen af håndværkerfradraget beklagelig, da ordningen har vist sig at hjælpe med at få danskerne til at renovere i overensstemmelse med klimamålene og øge beslutningshastigheden.
Hvis vi i Danmark reelt ønsker at opnå vores mål om en reduktion af CO2-udledning med 70 pct. i 2030 sammenlignet med 1990, og samtidig gøre det i et tempo, der modsvarer internationale målsætninger, er det vigtigt, at vi fastholder incitamenter, der motiverer danskerne til at bygge og renovere på en måde, der er bedre for miljøet og skaber mindre energikonsumerende bygninger.
Vi har brug for at tilbyde en grøn gulerod, der belønner og inspirerer til grønne valg og sikrer en mere bæredygtig fremtid for os alle.



