Fortsæt til indhold

Risikospredning: Verden er ikke, som du tror

To tredjedele af dine penge investeres i aktier fra USA og dermed amerikanske dollar ved valg af nogle investeringsbeviser, der markedsføres som baseret på globale verdensindeks.

Debat
Rune Wagenitz Sørensenpartner, Assure Fondsmæglerselskab A/S

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Rune Wagenitz Sørensen

Måske er du en af dem, der ligesom mig sætter penge i investeringsbeviser og ETF’er, der følger bestemte indeks for f.eks. amerikanske eller tyske aktier. Så har du også hørt om verdensindeks – indeks der følger ”hele verden”.

Det lyder jo som noget, man ret trygt kan sætte sine penge i – så har man da opnået maksimal geografisk spredning, og spredning på selskaber, skulle man mene.

Nogle af de mest anvendte verdensindeks er dem, der bliver udarbejdet af eksempelvis MSCI og FTSE. De har blandt andet betegnelsen ”world”, men sorterer trods navnet en del lande fra. Nogle sorterer også små og mellemstore aktier fra. Så betegnelsen ”world” skal gerne tages med et gran salt.

En af de populære globale ETF’er, der følger et verdensindeks, udbydes af Blackrock, og den hedder iShares Core MSCI World UCITS ETF. Det er en fin fond, og vi bruger den selv i Assure Fondsmæglerselskab som en af byggeklodserne til at sprede risikoen globalt.

Sådan her ser fondens verden ud: USA vejer 71 procent.

Kilde: https://www.blackrock.com/dk/individual/literature/fact-sheet/swda-ishares-core-msci-world-ucits-etf-fund-fact-sheet-en-dk.pdf

Blackrock udbyder også en ETF, hvor man medtager nogle af de såkaldte ’nye markeder’. Her fylder USA ”kun” 64 procent.

Man tænker nok, man køber en ”verdensaktie”. Men to tredjedele af dine penge investeres i aktier fra USA og dermed amerikanske dollar. Hvis det er det, du ønsker, er det helt fint, men hvis du vil noget andet, skal du overveje at supplere med andre investeringer.

Det er også interessant at kigge på, hvor meget enkelte aktier fylder. De seneste mange år har der været en enorm koncentration på aktiemarkederne – nogle få aktier fylder mere og mere. I Danmark har vi Novo Nordisk som den altdominerende aktie, men fænomenet findes overalt.

I den føromtalte ETF fylder de syv største aktier til sammen næsten en femtedel af investeringerne. To af disse aktier er endda udstedt af samme selskab, nemlig Alphabet A og Alphabet C, to forskellige aktieklasser fra Googles moderselskab, Alphabet Inc.

Er det risikospredning nok, hvis man vil være nogenlunde uafhængig af nogle få selskabsledelsers uheldige beslutninger? Tja, det er vel bedre end at købe 10-20 danske selskaber, man synes, man kender godt.

Fordelingen på brancher bør man også være opmærksom på. IT-aktier udgør som den klart største sektor i ETF’en 24 pct. Så bliver IT-sektoren ramt af et eller andet, mærkes det på afkastet.

Hvor meget, forskellige geografiske markeder fylder af et verdensindeks, varierer betragteligt over tid. I øjeblikket synes jeg, at koncentrationen er blevet vel stor i et enkelt geografisk marked, mens få aktier fylder meget.

Igen: Hvis det er din mening, at du vil eksponeres så meget mod USA og IT, er alt jo i orden – der er ikke én ”rigtig” måde at investere på. Men tænk lige over det. ”Verden” er måske ikke, hvad du umiddelbart tror.

Artiklens emner
Privatøkonomi
Investbranchen