Er Europa på vej i handelskrig med Kina?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Mens gamle allierede er blevet mere økonomisk indadvendte, har EU hidtil stået fast på, at åbenhed og frihandel er det ønskværdige udgangspunkt. Handel skal ske med få restriktioner, og når særlige regionale eller kulturelle hensyn overskygger det værdimæssige udgangspunkt, bør handelsrestriktioner følge de spilleregler, der er fastsat WTO.

EU er derfor også den region i verden, der har færrest forhindringer for handel og investering. Og vi handler gerne med (næsten) alle. Men et skifte er på vej, og det trækker op til handelspolitisk turbulens for EU.

EU har som udgangspunkt et positivt blik på frihandel og vurderer subsidier, skattefordele og anden forvridning som problematisk. Det er naturligt i en region med meget åbne økonomier og total, intern frihandel. Vores egen Margrethe Vestager har som kommissær blokeret for selv de største landes ambitioner om industrielle giganter, som kunne stå stærkere i den internationale konkurrence. F.eks. da hun i 2019 nægtede fusionen mellem togproducenterne Alstom og Siemens.

Men EU er ved at slå ind på en anden vej. En vej, der først var styret af klimamæssige hensyn, da Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM) skulle sætte hindringer op for import af varetyper, hvis klimaaftryk under europæisk produktion var omfattet af CO₂-kvotesystemet. Dette for at skabe en fair konkurrence mellem europæisk og udenlandsk produktion, afskaffe de udskældte gratiskvoter og dermed fremme klimavenlig produktion. Men CBAM har indtil nu snæver udbredelse og begrænset effekt.

De tiltag, der nu er på vej, har et bredere sigte. Nemlig at beskytte europæiske virksomheder i konkurrencen mod f.eks. statsstøttede kinesiske virksomheder. Hvor Vestager tidligere forekom skeptisk over for både barrierer og støtte til EU’s virksomheder, forekommer tonen nu ændret. Undersøgelser af, hvorvidt statsstøtte spiller en rolle for konkurrencekraften for kinesiske vindmølle- og bilproducenter, pågår p.t.

Med stor sandsynlighed vil EU’s konklusionen være, at konkurrencen er unfair, hvorfor f.eks. kinesiske biler risikerer at blive pålagt ekstra told. Kina vil næppe bare se til, og risikoen er en reel handelskrig.

Kina har brugt årevis på at opbygge såkaldte strategiske styrkepositioner, som skal underbygge avancement i den globale værdikæde. Landet vil ikke bare være Vestens billige producent, der materialiserer vores design og teknologier via billig arbejdskraft. Kina vil sende egne brands på markedet.

P.t. lider landet af ubalancer og underefterspørgsel. Den industrielle overkapacitet forsøges afsat til Vesten til discountpris muliggjort af statsstøtte. Da Kina pga. sin ejendomskrise har mistet den måske stærkeste af sine vækstmotorer, kan eksporten holde aktiviteten oppe og kineserne tilfredse.

EU’s alternativ til at indføre restriktioner på import er at støtte egne producenter og opbygge egne industrielle kæmper, pumpet op på EU- eller statsstøtte. Også den idé vinder indpas, men der er samtidig frygt for at skabe et uligevægtigt indre marked i EU, hvor nogle lande har mange kræfter til at støtte, og andre har få.

Fra et økonomisk perspektiv er subsidier også mere problematiske end toldbarrierer, da de dels skaber nye ubalancer over for andre handelspartnere, dels giver politikerne en uheldig rolle, når støtten skal fordeles, og endelig gør fristelsen til korruption og nepotisme større.

Mens Kina i årtier har været industripolitisk aktiv, er USA først de senere år slået ind på den vej. Tidligere på måneden offentliggjorde verdens største chipproducent, taiwanesiske TSMC, opførelsen af en fabrik i USA med 50 mia. kr. i støtte fra den amerikanske stat. Baggrunden er sikkerhed i forsyningen af chips, som i dag for 90 procents vedkommende kommer fra Taiwan – med de risici det indebærer i dagens geopolitiske virkelighed.

Uanset hensynene er de store nationer slået ind på en vej med større politisk involvering og flere restriktioner. Et eksempel er Joe Bidens Inflation Reduction Act, som med tilskud til køb af elbiler, hvis de produceres i USA, er en torn i øjet på EU’s store bilsektor. For Tyskland og Frankrig føles det som tofrontskrig.

Selvom Biden som præsident ingenlunde er den handelspolitiske due, han tidligere var, vil verdenshandlen have værre kår under Trump. Han taler om en voldsom eskalering af toldbarriererne i USA – også over for Europa.

Europa er fanget i en svær situation, hvor regionen presses til at vende ryggen til et globalt handelssystem guidet af regler og i stedet spille spillet som de andre, uanset at alle taber. Gør man ingenting, taber EU større. Pålægger EU kinesiske kerneprodukter straftold, risikerer man et modsvar. Det kan ramme dansk kerneeksport af f.eks. medicin og vindmøller.

Globaliseringen er ikke bare påvirket af virksomhedernes valg. Handelspolitisk turbulens er tiltagende.