Bødskov: Vi skal fjerne bøvlet for de grønne danske spydspidser
Danske virksomheder er blandt verdens bedste, når vi taler grøn omstilling. Men vi risikerer, at administrativt bøvl spænder ben for os i en international konkurrence, der bliver stadigt skarpere og hurtigere.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Danmark er et beundringsværdigt land på mange måder. Det gælder i høj grad også vores erhvervsliv, hvor vi har nogle af verdens førende rederier, en uovertruffen medico-branche og årtiers erfaring med vedvarende energi og videnstung ekspertise – om det så er kvanteteknologi eller robotter. De er spydspidser for den grønne omstilling i verden.
Men i den grønne omstilling er vi ofte hæmmet af tunge processer og administrativt bøvl. Hvor fornuftig kontrol og tilsyn bliver til et værktøj for tovtrækning i tvister, som ender med at stå i vejen for bæredygtige projekter og for danske virksomheder.
Derfor er vi midt i processen med et konkret lovforslag, der sikrer hurtigere og mere effektiv klagebehandling hos vores klagenævn. Fordi der naturligvis skal være mulighed for at klage – men det må ikke bruges som et våben til at forhale, fordreje og forsinke projekterne.
De danske grønne spydspidser er med til at gøre verden bedre. Derfor skal vi gøre livet lettere for dem.Morten Bødskov
Kort fortalt, giver lovforslaget mulighed for at sætte skarpere deadlines og mere fokus i klagebehandlingen. Så projekter kan bevæge sig videre. Så vi fjerner noget af det bøvl, der kan blive brugt til tovtrækkeri – og i sidste ende stå i vejen for udvikling.
Og det er vigtigt, for den internationale konkurrence bliver kun skarpere og skarpere. Og det er tydeligt, at hastighed er en konkurrenceparameter, der betyder mere og mere. Her viser vores nylige redegørelse for virksomheders grønne omstilling, at administrativt bøvl er en af de ting, som virksomhederne føler som en barriere.
Det gør det sværere at få grønne investeringer til Danmark. Vi kan se, at det i USA ofte tager meget kortere tid at komme igennem administration, og at der generelt går færre mandetimer til administration. I nogle tilfælde, så kræver en ansøgning i EU 260 siders dokumentation, mens det i USA kun kræver 36 sider. Godkendelsesprocessen for nye biologiske alternativer til pesticider tager i snit 7-8 år i EU, mens det tager 2-3 år i USA.
Reglernes formål skal selvfølgelig overholdes. Vi skal have god og sikker kontrol. Men vi skal heller ikke skyde os selv i foden med bureaukrati. Når vi nogle gange møder omfattende regulering fra EU, skal vi naturligvis overholde reglerne. Vi skal indføre de aftalte kontroller og processer til det. Men vi skal gøre det så let som muligt for virksomhederne at overholde reglerne.
Ellers kan det i sidste ende koste grønne arbejdspladser, grønne løsninger og grønne virksomheder. Derfor har regeringen allerede et skarpt fokus på at fjerne unødvendige byrder og gøre de nødvendige ”pligter” nemmere og hurtigere. Vi er for eksempel i fuld gang med arbejdet med at digitalisere og automatisere virksomheders indberetninger til det offentlige, blandt andet ved Automatisk Erhvervsrapportering.
Men det fokus skal fastholdes og gøres gennemtænkt og strategisk.
Og det skal kombineres med løsninger på mange andre udfordringer. Alt fra en national globaliseringsstrategi, der kan sikre os råvarer, nye eksportmarkeder og stabile forsyningskæder – til en grøn industripolitik, der bygger ovenpå og udbreder danske virksomheders grønne førerposition.
Life science-branchen i Danmark har for eksempel reduceret deres udledninger voldsomt over de seneste årtier, selvom de har oplevet enorm vækst. Mærsk stiller sig allerforrest i shippingbranchen med verdens første store skibe på alternative drivmidler, og sammen med resten af industrien og rederierne driver de international skibsfart ind i fremtiden.
Deres hverdag og mission er ikke nødvendigvis at skabe grønne produkter. Men de kaster sig helhjertet ind i den grønne omstilling og de viser faktisk vejen for store dele af resten af verden.
Alt det – og så er der naturligvis meget mere. Der er rigtig meget, som Danmark allerede er lykkedes med, men den grønne omstilling er for vigtig til, at vi bare læner os tilbage.
For de danske grønne spydspidser er med til at gøre verden bedre. Derfor skal vi gøre livet lettere for dem.


