Derfor giver Kina baghjul til USA og Europa i den grønne forsyningskæde

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Siden 2019 har der været en stærk vækst i globale investeringer i grøn energi, men nu er væksten begyndt at aftage.

Der er en tæt sammenhæng mellem BNP og energiforbrug, og hvis man tror på højere vækst i fremtiden, er man nødt til at producere mere energi. Energien skal være grøn, hvis det ikke skal føre til en klimakatastrofe. Industripolitik kan fremskynde denne proces. Efter 40 år mere eller mindre på sidelinjen har industripolitikken derfor genfundet en central plads i den økonomiske politik.

Efter pandemien og den nye geopolitiske virkelighed er det blevet klart, at der er behov for at investere i energiuafhængighed, national sikkerhed og at sikre essentielle teknologier. Europæiske regeringer skal f.eks. bruge 1-2 pct. af BNP på militærudstyr og minimum det samme på energi. Samtidig er near-shoring blevet en prioritet. Og måske vigtigst alt kræver kunstig intelligens enorme mængder af elektricitet.

Lige nu er Kina i førersædet, og siden 2020 har landet firdoblet investeringerne i grønne teknologier. Kineserne har også haft succes med direkte investeringer i store dele af forsyningskæden som f.eks. batterier og solceller. Modsat USA er Kina afhængig af energiimport fra udlandet og har fra et geopolitisk perspektiv været tvunget til at blive selvforsynende.

For at sikre konkurrencedygtighed kom USA med et indirekte modsvar i form af Inflation Reduction Act (IRA), der blev stemt igennem og gjort til lov i august 2022. Det handler til dels om at fremme den grønne omstilling, dels i højere grad om den overordnede industripolitik, sikring af lokal produktion og jobskabelse og uafhængighed af Kina.

Den samlede effekt af IRA vil sandsynligvis være langt højere end først antaget. Formålet er at bygge videre på private investeringer, og der er tilmed flere ’open-ended’ dele af loven, hvor den ultimative omkostning er afgjort af efterspørgslen. De seneste estimater peger på, at det vil levere mere end 1000 milliarder dollar i støtte fordelt over de næste 10 år.

Europa har lignende ambitioner om at accelerere energitransitionen, men står overfor nogle udfordringer. Eksempelvis kan man i Europa ikke emulere USA’s IRA-strategi, da man ikke kan gøre brug af ’tax credits’ til at finansiere nogle af de store investeringsprojekter, der er behov for.

EU-Kommissionen har indset, at der skal gøres mere for at sikre lokal produktion af grønne teknologier. B.la. derfor har de åbnet op for muligheden for subsidier, men i sidste ende er det op til hvert enkelt land at føre den ønskede industripolitik. Det er ikke foreneligt med ideen om det indre marked, som er helst afgørende for EU.

Behovet for strukturelle investeringer vil fortsætte med at stige. Investeringerne skal fremskyndedes, og derfor er EU nødt til at finde nye redskaber, hvis unionen skal være med i konkurrencen.