Erhvervspolitisk narresut fylder to år
Lange betalingsfrister koster danske SMV’er dyrt. Det skulle det såkaldte ”Kodeks for god betalingsskik” lave om på. Men nu to efter kan vi konkludere, at det ingen forskel har gjort.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Er det fair, at mange små og mellemstore virksomheder skal vente månedsvis for at få betaling for deres arbejde for store virksomheder? At landets små virksomheder på den måde agerer gratis kassekredit for de store virksomheder?
Nej, det er naturligvis ikke fair.
Men sådan er vilkårene desværre i dag. Hver tredje mindre virksomhed har været tvunget til en længere betalingsfrist end 30 dage – ofte af frygt for at miste de store virksomheder som kunder. Og vi ser eksempler på, at store virksomheder først vil betale efter 150 eller 180 dage.
Sene betalinger koster hvert år europæiske SMV’er, hvad der samlet svarer til Finlands BNP. Og Danmark er næst efter Bulgarien det land i Europa, hvor virksomheder i gennemsnit må vente længst tid på deres betaling.
Denne grundlæggende urimelighed var baggrunden for, at daværende erhvervsminister Simon Kollerup 28. april 2022 lancerede det såkaldte ”Kodeks for god betalingsskik”. Det gjorde han under stor fanfare og med støtte fra alle store erhvervsorganisationer som Dansk Industri, Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer, m.fl.
»Når danske virksomheder udfører et stykke arbejde, skal de kunne stole på, at de får betaling til tiden fra deres kunder. Med det her kodeks sætter vi sammen med et bredt udsnit af dansk erhvervsliv betalingskulturen i centrum, så vi kan understøtte og styrke en sund betalingskultur i Danmark,« sagde Simon Kollerup dengang i en pressemeddelelse.
Organisationerne bag skulle bidrage til at udbrede kodeksets principper om rimelig og rettidig betaling blandt deres medlemmer, opfordre dem til at skrive under, og sikre at principperne bliver brugt, når virksomheder handler med hinanden.
Vi i SMVdanmark var også blandt de organisationer, der støttede op tilbage i 2022. Men vi var skeptiske. Jeg sagde dengang, at kodekset var et skridt i den rigtige retning, men at jeg ikke forventede, at det ville være tilstrækkeligt. Det sagde jeg bl.a. på baggrund af svenske erfaringer med et lignende kodeks, som ikke havde haft effekt.
Det er nu præcis to år siden – og jeg kan afsløre, at det ikke er en toårs fødselsdag, som vi har markeret med kage, balloner og fest i SMVdanmark. For her to år efter kan jeg stå med en lidet tilfredsstillende følelse og sige: ”Hvad sagde jeg”.
Status er nemlig, at kun 25 virksomheder i alt har skrevet under. Der er tale om mindre virksomheder med meget få ansatte. Virksomheder fra vores medlemsskare. Ingen større virksomheder overhovedet har forpligtet sig til kodekset.
I SMVdanmark er vi store tilhængere af aftalefrihed og muligheden for at forhandle frit. Men det skal være en reel aftalefrihed. Det er ikke tilfældet, når vilkårene bliver dikteret af finansafdelingerne i de store koncerner.
Kodekset er som forventet endt som en erhvervspolitisk narresut uden effekt. Det bør nu være åbenlyst, at frivillige aftaler og skåltaler på det her område ikke virker. Vil vi sikre fair betalingsvilkår, ja, så skal der lovgivning til.
Det håber jeg, at regeringen, erhvervsminister Morten Bødskov og resten af Folketingets partier vil kunne se.


