Mette Rasmussen hører til de få, men vil behandles som de fleste

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

En kvinde har klaget over, at hun ikke fik tilbudt veganske måltider, mens hun i 2020 var indlagt på Hvidovre Hospital.

Hendes oplevelse af at have været diskrimineret har fået Dansk Vegetarisk Forening til at anlægge sag mod Region Hovedstaden for – hold eventuelt fast i en dørkarm – brud på menneskerettighederne. Som, kvinden, Mette Rasmussen, i torsdags sagde til dr.dk:

”Jeg oplever det som forskelsbehandling, når andre patienter kan vælge mellem mange hovedretter og få komælksbaseret yoghurt, men jeg kan ikke engang få et helt basalt måltid”.

Cirka 3 procent af danskerne er vegetarer – de har fravalgt kød og fisk. Ud af de 3 procent er der en andel, der er veganere – de har derudover fravalgt honning, mælk, æg og ost. Ud af veganerne er der en andel, der er frugtarer – de har derudover fravalgt grøntsager.

Så er der 97 procent tilbage. De 97 procent spiser ikke det samme, men de dage, hvor Hvidovre Hospital serverer lasagne, stegt kylling eller dampet laks med grønt tilbehør, går det nok for en del.

Tilbage til ordet forskelsbehandling:

Hvad bør det offentlige indrette sig på af forskelle (senere kommer vi til den private sektor)?

Diskriminerer hospitalsvæsenet en del af befolkningen, hvis det ikke tilbyder en hovedret -”et helt basalt måltid” - der ikke indeholder kød eller fisk eller mælk eller æg eller ost?

Hvis svaret er ja, hvad så med frugtarernes kostkrav? Og er det forskelsbehandling, hvis de danskere, der har valgt at holde sig til raw food, ikke kan få hospitalsmad, der er lavet uden kød eller fisk eller mælk eller æg eller ost eller grøntsager, der er forarbejdet, dampet eller grillet?

Spørgsmålet er ikke et hospitalskøkken-anliggende, men principielt:

Hvad skal det offentlige rum rumme af forskelle?

For 117. gang – eller i hvert fald femte siden 2011 – fik emnet ”kønsopdelt svømmeundervisning” for nylig de sociale medier til at koge. Den ene fløj mener, at kønsopdelingen giver muslimske piger en mulighed, de ellers ikke har. Den anden fløj, at det offentlige Danmark spiller med på melodien om, at muslimske piger er SÅ anderledes, at de må lære at svømme for nedrullede gardiner og under hysteriske forholdsregler mod tilstedeværelse af hankøn i hallen.

I TV2-serien ”Balladen om kolonihaven” løber en konflikt om, hvad et fælles rum bør rumme af diversitet, af sporet. Den ældre generation vil have fællesskab, lave hække, så snakken kan gå, og stramme regler for vedligeholdelse. Den yngre generation i kolonihaven vil have høje hække, der skærmer mod fællesskab og snak, og ret til at lege parcelhusejer uden krav og servitutter. Kampen om hvor meget i en forening, der skal være fælles, og hvor meget, der skal være mig-mig-mig, ender i trusler, chikane og verbale opgør.

Det er den kamp, der nu har fået en aflægger på Hvidovre Hospital. Et fællesskab – som en kolonihaveforening eller Region Hovedstaden - kan rumme en vis mængde forskelle - så kommer de svære valg. 97 pct. skal beslutte, hvor det er rimeligt at møde 3 pct.’s krav om særlig hensyntagen. Hvor langt skal det offentlige gå for at imødekomme diversitet? Bør en hospitalspatient i diversitetens navn tilbydes valget mellem en tyrkisk og en israelsk appelsin? Mellem medicin fra amerikanske Eli Lilly og israelske Teva?

Godt, at Mette Rasmussen er veganer. Ikke ryger, overvægtig eller fysisk inaktiv.

Dansk Arbejdsgiverforening fremlagde mandag et sundhedsudspil, hvor kommunerne skal have en slags kvoter for, hvor mange rygere, overvægtige og fysisk inaktive, der må være inden for kommunegrænsen. Målene skal overvåges af blandt andet kommunens praktiserende læger. For danskere, der ryger, er overvægtige eller inaktive, er mere syge og dermed dårligere arbejdskraft, og skal motiveres til at leve som de fleste og de sunde.

Men, Dansk Arbejdsgiverforening, hvorfor ikke skrue mere ned for diversiteten, nu sagen er oppe at køre?

Hvad med de 260.000 borgere, der er svimle af sult en måned om året af religiøse årsager – burde de også leve mere som de fleste? Droppe deres tro samtidig med at de dropper tobakken. Er der i det hele taget nogen grund til at vise tolerance for forskellighed, der ikke betaler sig?

Dét er spørgsmålet.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes via www.andersheide.dk