Universitetsreformen er en kortsigtet og dårlig løsning
Den politiske aftale om fremtidens universitetsuddannelser løser ikke den demografiske hårdknude. Danmark som videnssamfund ender med at stå tilbage med færre ingeniører, it-professionelle og naturvidenskabelige kandidater.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Den europæiske og danske konkurrenceevne er desværre under pres af flere årsager. Derfor har man fra EU-Kommissionen bl.a. bedt den tidligere italienske premierminister Enrico Letta give sit bud på, hvordan det indre marked kan fremtidssikres. Han kommer med langt flere relevante anbefalinger, end der kan fremhæves her, men et interessant nedslag er, at den demografiske udvikling er noget af det første, han påpeger. De europæiske befolkninger skrumper nemlig de næste mange år.
Det vil på sigt betyde, at alle lande forholder sig til, hvordan den fremtidige arbejdsstyrke kan afspejle de samfundsmæssige behov. Det kræver naturligvis, at man fra dansk side forholder sig til manglen på f.eks. sosu-assistenter og andre velfærdsuddannede, for nogen skal jo kunne tage sig af de ældre i fremtiden.
I et forsøg på at imødegå denne mangel har regeringen fået den fikse idé, at færre universitetsuddannede er en løsning. Derfor har regeringen indført sektordimensioneringen, der betyder, at universiteterne i gennemsnit skal optage 10,2 pct. færre studerende.
Nu kan der ikke være strukturel mangel på arbejdskraft, men en mindre arbejdsstyrke kan på den korte bane godt give hovedpine, da det kan medføre hårde prioriteringer. Skal vi bruge flere hænder på pleje, kan det besværliggøre de politiske ambitioner om en samfundsmæssig grøn og digital omstilling. Det kræver trods alt nogle hænder og hjerner at designe, producere og opsætte vindmøller og andre grønne teknologier, når vi skal i mål med den grønne omstilling.
Da alle de europæiske lande står i samme situation, kan vi ikke blot satse på at hente arbejdskraft i Europa. Også Kina og USA udfordres af samme problematik, så kampen om den internationale talentmasse vil stige.
IDA’s tal viser, at vi inden universitetsreformen i Danmark forventes at mangle 13.000 uddannede kandidater inden for områderne ingeniør, teknik og it i 2030 – præcis samme udfordring vil man kunne genkende i mange europæiske lande. Færre kandidater med en uddannelse indenfor STEM-fagene (Science, Technology, Engineering, Mathematics, red.) er altså ikke løsningen.
Hvordan besparelserne skal fordeles mellem uddannelserne, har man overladt til det enkelte universitet, og derfor er det ikke usandsynligt, at det ender med at ramme alle uddannelser lige bredt. Helt konkret vil det betyde, at der vil mangle yderligere 2.500 personer med kompetencer inden for felterne ingeniører, naturvidenskab og it.
Derved gør regeringen det vanskeligere at nå både de grønne og digitale ambitioner. Og så er det tilmed mere end tvivlsomt, at det vil afhjælpe manglen på velfærdsuddannede. Traditionelt har der kun været et lille overlap mellem de personer, der havde interesse for en velfærdsuddannelse og en universitetsuddannelse.
Der er behov for en anden tilgang. Et par ideer kunne være en konkret strategi for, hvordan sundhedsteknologi kan frigøre sundhedspersonale, eller en strategi for, hvordan vi løfter uddannelsesniveauet for den gruppe af unge, der ikke kommer videre efter gymnasiet og folkeskolen.
