Lokal produktion skal være det naturlige førstevalg
Produktionssektoren står for størstedelen af dansk eksport, påvirker andre brancher positivt og styrker geografisk sammenhængskraft. Derfor skal vi tage bestik af ustabile forsyningskæder og ændrede handelsbetingelser.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Erhvervsminister Morten Bødskov fastslog i efteråret, at dette årti skal være ’ProduktionsDanmarks’.
Skal det udsagn have tyngde, kræver det en løbende tilgang af nye virksomheder, der udvikler produkter på en bæredygtig måde. Det kræver også, at flere danske produktionsiværksættere får etableret en rentabel og bæredygtig produktion lokalt – og dermed høster fordelene ved reduceret forsyningskæderisici, bedre testmuligheder og hurtigere time-to-market, som lokal produktion netop giver.
At flere produktionsiværksættere kommer godt fra start i samarbejde med en lokal producent, styrker sektoren som helhed, og forventeligt vil det bidrage til skabelsen af endnu flere virksomheder til gavn for vækst og konkurrenceevne. Det er der brug for, når der ikke er skabt en virksomhed med flere end 1000 ansatte de seneste 20 år.
Flere skal skalere – og blive i Danmark
Når vi ser bredt på dansk iværksætteri, er det fortsat for få, der knækker koden og går fra startup til scale-up. Men især produktionsiværksætterne, som er så vigtige for dansk økonomi, synker hurtigt ned i et kviksand af komplekse udfordringer. At gå fra prototype til fuldskalaproduktion er en kæmpe investering, der kræver specialiseret teknisk indsigt og et blik for både nuværende og kommende regulatoriske grønne krav. Det er der ikke mange iværksættere, der kender til og har praksisnær erfaring med.
Flere af de her produktionsiværksættere skal lykkes, og det skal vi hjælpe dem med. Udgangspunktet er godt. Vi har teknologierne, vi har en grøn styrkeposition og et spirende startupmiljø med et gennemgående fokus på bæredygtige løsninger. Men som virksomhed kan det være svært at finde producenter og forretningsmuligheder i Danmark, hvor prisniveauet er højt.
Det er et tab både for Danmark og virksomheden, der mister fordelene ved - især i startfasen – at være tæt på produktionen. Som erhvervsfremmeaktører fra hver vores stol er vi enige om, at det er en udfordring, der skal adresseres – ikke bare her, men også i de projekter vi støtter og igangsætter.
Ved at styrke brobygningen mellem produktionsstartups og det etablerede ProduktionsDanmark vil vi sikre, at næste generation af virksomheder ikke farer vild i den jungle af regulering, certificeringer og investeringer, som en moderne fremstillingsproces kræver. De skal have rådgivning til at foretage bæredygtige investeringer, der kan blive afgørende for det fremtidige virke, og som produktionsland skal Danmark være et naturligt førstevalg.
Igen, det handler ikke alene om fordelene for den enkelte virksomhed, men om at bygge en mere modstandsdygtig produktionssektor, der ikke går i knæ i en tid med geopolitisk uro og kritiske forsyningskæder, der strækker sig til den anden ende af jorden. Fordelene ved en styrket lokal produktion vil dertil komme tifold igen til samfundet i form af produktionsarbejdspladser, økonomisk udvikling og styrket konkurrenceevne.

