Sådan får man 12 millioner med sig efter en fyring
Et lille fjernvarmeselskab med otte ansatte gemte på en hemmelighed. Direktøren skulle have 10 års løn, hvis hun blev fyret.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Mange har spurgt, om det egentlig ikke var i overkanten, at direktøren for et fjernvarmeselskab med otte ansatte for nylig fik 12 mio. kr. i fratrædelsesgodtgørelse.
Det var det ikke. Direktøren var garanteret 10 års løn i tilfælde af afskedigelse , og en aftale er en aftale. Nu her bagefter kan næstformanden i Farum Fjernvarme, Hasan Yilmaz, godt se, at direktøren, Nighat Kamal, fik en ret god aftale, da hendes ansættelseskontrakt blev fornyet i 2020. Men en aftale er en aftale.
Faktisk er 12 mio. kr. ikke noget stort beløb at få med sig ud af døren, når man ser på tingene fra sidelinjen. Forhenværende pensionsdirektør Torben Möger Pedersen fik for eksempel 29 millioner kroner , da han forlod Pensiondanmark. Det er jo mere end 12 mio. Pensiondanmarks bestyrelsesformand antydede bagefter, at de 29 mio. skyldtes en tussegammel kontrakt, som man ikke ville have sat en underskrift på i dag. Dét er småligt. Som om en aftale ikke er en aftale.
Nighat Kamal har i årevis haft ansvaret for hele otte ansatte, hvoraf nogen har passet gaskedlen, og andre har passet bogholderiet. Hun har sikkert også haft besværet med at koordinere, hvem af de otte der skulle have morgenbrød med om fredagen. Af regnskabet for 2022 fremgår det, at Farum Fjernvarme i årets løb brugte 12.499 kroner på arbejdstøj. Det er sådan en post, der godt kan løbe løbsk, hvis man ikke er over den.
En aftale er en aftale. Længere er den ikke. Punktum.Anders Heide Mortensen
Snart har Nighat Kamal måttet sige ja til en ny kedeldragt, snart nej til sikkerhedstræsko. Svære beslutninger dag ind og dag ud. For ikke at tale om travlheden i åbningstiden mellem klokken 9 og 11.
Derfor er det forståeligt, hvis Nighat Kamal lagde en lille presbold på bestyrelsen, da hendes kontrakt blev genforhandlet. Arbejdspresset har nok været som i Finansministeriet op til jul. Hasan Yilmaz og de ti andre bestyrelsesmedlemmer tænker så over tingene og kommer frem til, at en 10-årig uopsigelig aftale er løsningen, hvis man skal holde på Nighat. Sådan er det gået for sig.
Meget skuffende har en højesteretsadvokat med speciale i ansættelsesret udtalt om Nighat Kamals ansættelseskontrakt, at ”hun aldrig har set noget lignende”. Advokaten tværer rundt i, at bestyrelsen ikke har skænket det en tanke, at den hænger på 10 års løn til Nighat Kamal, hvis hun bliver overflødig. Hvad hun for nylig blev, fordi Farum Fjernvarme fusionerede med Vestforbrænding.
Sådan en advokatudtalelse burde være forbudt. Nu kan folk i Farum gå og blive i dårligt humør. Tænke at de 12 mio. kunne være blevet brugt til noget bedre. Men det kunne de ikke. Når man ser på tingene fra sidelinjen.
Ville pengene måske være bedre givet ud på en rytterstatue af borgmesteren, der gjorde Farum landskendt, Peter Brixtofte? I bronze og med titlen ”Vorherre til hest”? Nej. En rytterstatue foran et fjernvarmeværk dur ligesom ikke.
Så kunne Farum Fjernvarme oprette et legat på en lystyacht til flittige studerende med interesse for gaskedler. På papiret en god idé. Og så alligevel ikke. Tænk hvis nogen af de seks studerende, der får en 40 fods Jeanneau 350 Sun Odyssey med tre dobbeltkahytter og badeværelse, viser sig at lide svært af søsyge? Og en gave på 60.000 frokostplatter på Cafe Kaiser til en by med 20.000 borgere – er der ikke noget vulgært over sådan et arrangement? Noget absurd?
Set i dét perspektiv er de 12 mio. egentligt godt parkeret hos en fjernvarmedirektør med ledelsesansvar for otte ansatte. Nu overflødig. Men en aftale er en aftale. Et øjeblik vakler Nighat Kamal måske. Hun laver et opslag på LinkedIn om, at hun forlader fjernvarmeværket ”med god samvittighed” , men så begynder snakken om de 12 mio., og så sletter hun opslaget igen. Som om millionerne og samvittigheden får øje på hinanden og når frem til, at de for en tid nok har bedst af at bo hver for sig.
Måske er det sådan. Måske har pengene og samvittigheden for en stund fået hvert sit soveværelse. Skilsmisse ville være en overreaktion på en midlertidig uoverensstemmelse. Bag hjemmets fire vægge tager parterne bare en pause fra hinanden. Holder den afstand der skal til for at holde hinanden ud, indtil en slags forsoning har indfundet sig.
En aftale er en aftale. Længere er den ikke. Punktum.
Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes via www.andersheide.dk
