Fortsæt til indhold

Pas på med æggene på aktiemarkedet

Pas på æggene, og køb hellere aktier, der har vist en stigende trend. Selvom de måske ikke ser "billige" ud på kursen, kan indtjeningen gøre dem "billige" målt på det, som betyder noget.

Debat
Lars Skovgaard AndersenInvesteringsstrateg i Danske Bank

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Lars Skovgaard Andersen

Alle elsker at gøre en god handel, så når noget falder, ser vi det ofte som en gylden mulighed for at købe op. Det kan det selvfølgelig også godt være, men årsagen til kursfaldet, og hvordan aktien i øvrigt opfører sig, er naturligvis ret afgørende for, om du nu også har gjort et godt køb.

Det har alt sammen noget med risiko at gøre og ikke mindst om at forstå, hvilke risici og hvilke aktiefald, der er gode, og hvilke der er mindre gode.

Og nu kommer vi til historien om ægget.

Gå op i toppen af Rundetårn med en hoppebold i den ene hånd og et æg i den anden, og lad begge dele falde mod jorden. Du kan nok se forskellen for dig, og i min verden er et æg en aktie, der falder mere end markedet og ikke retter sig i samme omfang, når det stiger igen.

Det giver sig selv, at vi ikke ved, hvad der er æg, før vi har set tiden lidt an.

Forskellen på gode og dårlige køb
En aktie, der falder tilbage, fordi aktiemarkedet falder, er i min optik helt okay at købe. I andre tilfælde vil jeg til gengæld tænke mig om en ekstra gang og vente på, at der kommer nogle nye signaler – f.eks. i forhold til de udfordringer, selskabet døjer med, eller ved at aktien igen begynder at gøre det bedre end markedet, når det stiger og falder.

Og et kort hop oven på et stort fald er vel at mærke ikke det samme som, at aktien for alvor gør det godt igen.

Ofte begår vi investorer den fejl, at vi ikke ser nøgternt nok på et selskab. Selvfølgelig skal et selskab og en ledelse, der gennem længere tid har leveret og levet op til forventningerne, have noget kredit. Men bare fordi selskabets produkt er noget, du bruger eller i øvrigt synes godt om, betyder det ikke nødvendigvis, at selskabet også tjener penge på det.

Og det er det vigtigste. De selskaber, du har investeret i, skal tjene penge for at aktiekursen kan stige. Det kan de gøre ved at øge omsætningen fra deres produkter eller ved at skære i omkostningerne. Det sidste er en kortvarig fornøjelse, og derfor bør det primært være indtjeningen, du har fokus på.

Æg genopstod i ny forklædning
Gennem tiderne har vi i øvrigt også oplevet mange aktier gå fra storhed til fald for så at genopstå i en helt ny forklædning.

Tag f.eks. amerikanske General Electric, der engang var et af verdens største selskaber.

For 25 år siden blev aktien ofte omtalt som en obligation, fordi den blev anset for at være meget sikker. Men det var den ikke, for i 00’erne oplevede aktien en massiv og langvarig nedtur.

General Electric blev et kæmpe æg. Siden har en ny strategi, frasalg og indfrielse af udmeldte forventninger imidlertid gjort, at ægget i de senere år har ændret status, uden dog at være nået tilbage til tidligere tiders storhed.

Når jeg skriver dette, må det endelig ikke opfattes som en anbefaling af at investere i General Electric, for det er det ikke. Men det understreger en anden pointe, når vi taler om æg på aktiemarkedet, for her gemmer sig en anden klassisk fejl, som mange investorer begår. Hvis vi har brændt os på noget, registrerer vi ofte for sent de positive ændringer, der siden rammer det selskab eller den sektor, vi har brændt os på, og dermed går vi glip af muligheder.

Køber hellere aktier i en stigende trend
Et godt eksempel er it-sektoren, som faldt dramatisk omkring årtusindeskiftet, men hvor mange af datidens store drømme for sektoren siden er blevet gjort til virkelighed – i de fleste tilfælde med helt nye selskaber, og i nogle tilfælde med de gamle, der har formået at ændre tilgang til den nye verden.

Den største fejl, som vi investorer begår, er at lade os styre af vores følelser. Det er nemt at sige, men prøv at se, om du kan lægge dem på hylden – i det mindste når det gælder dine investeringer.

Så pas på æggene. Personligt køber jeg hellere aktier, der har vist en stigende trend. Det kan godt være, at de ikke ser ”billige” ud på kursen, men det er nu engang indtjeningen, jeg køber, og hvis den er stærk, så er aktierne måske ”billige” målt på det, som betyder noget – og det er ikke kursen.

Artiklens emner
Markedet lige nu
Aktier