Fortsæt til indhold

Livslang læring er dit eget ansvar

En lang uddannelse garanterer ikke succes for livet; kontinuerlig læring er nøglen til at forblive relevant og konkurrencedygtig.

Debat
Jesper Nytoft Bergmanndirektør, AVT Business School

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Jesper Nytoft Bergmann

I en tid, hvor arbejdsmiljøet ændrer sig med hidtil uset hastighed, er det essentielt, at vi som medarbejdere tager ansvaret for vores egen personlige og professionelle udvikling. Den hurtige fremgang inden for international arbejdskraft og kunstig intelligens har skabt en ny virkelighed, hvor det ikke længere er tilstrækkeligt at forlade sig på arbejdsgivere til at sikre vores kompetencer og karrierefremtid.

Historisk set har økonomiske kriser som finanskrisen i 2008 været hårde, men samtidig også vigtige påmindelser om vores professionelle sårbarheder. De har tvunget os til at reflektere over vores kompetenceudvikling og tilpasningsevne. Men i mangel af lignende finansielle omvæltninger i de senere år har mange ladet sig vugge ind i en falsk sikkerhedsfølelse. Vi hører ofte udsagn som ”det går nok”, ”jeg er bedre end gennemsnittet” og ”jeg skal nok klare den”.

Disse holdninger er farlige i en verden, hvor arbejdsmarkedet konstant er i forandring.

Alle alarmklokker bør ringe, hvis man hviler på laurbærrene i en verden præget af hurtige teknologiske fremskridt og global konkurrence.
Jesper Nytoft Bergmann

Fremskridt inden for kunstig intelligens og internationaliseringen af arbejdsmarkederne har skabt en øget konkurrence fra dygtige professionelle fra hele verden. Opgaver, der tidligere blev betragtet som unikt menneskelige, automatiseres nu, og dette ændrer fundamentalt, hvordan industrier opererer. I lyset af disse realiteter er det uholdbart at forvente, at arbejdsgivere alene skal sikre vores relevans og kompetencer.

Selvom man har gennemført en lang videregående uddannelse, er man ikke sikret resten af livet. Læring er dynamisk, og det er vigtigt hele tiden at blive tanket op. Modeller og teorier bliver hurtigt forældede og holder måske ikke engang fem eller ti år. Tænk for eksempel på dem, der afsluttede deres uddannelse for fem år siden, før kunstig intelligens skyllede ind over markedet – deres viden har nu ”huller i osten”.

Det handler naturligvis ikke om, at man hvert år skal påbegynde en ny masteruddannelse, mindre kan også gøre det – i den teknologiske tidsalder er det vigtigere end nogensinde at holde sig opdateret for at forblive konkurrencedygtig, både individuelt og i forhold til de resultater, man skaber for sin virksomhed.

Harvard Business Review understreger i flere tidskrifter, at ansvaret for tilpasningsevne og kompetenceerhvervelse i stigende grad ligger hos den enkelte medarbejder. Proaktiv læring og personlig udvikling er ikke blot ønskværdige; de er nødvendige for at sikre vores professionelle levealder og succes i det moderne erhvervsliv. Og World Economic Forum’s initiativ ’Reskilling Revolution’, der sigter mod at nå ud til 600 millioner mennesker inden 2030, understreger også nødvendigheden af kontinuerlig omskoling – så der er flere, der råber herpå.

For at møde disse udfordringer kræves en dybtgående kulturel forandring. Vi skal gentænke både medarbejderes og arbejdsgiveres roller i karriereudvikling. Selvom virksomheder bør skabe miljøer, der fremmer vækst og læring, må medarbejdere også tage ansvar for deres egen udvikling. En dobbelt tilgang, hvor både arbejdsgivere og medarbejdere aktivt bidrager til kontinuerlig kompetenceudvikling, er afgørende for at sikre, at arbejdsstyrken kan imødekomme fremtidens krav.

Alle alarmklokker bør ringe, hvis man hviler på laurbærrene i en verden præget af hurtige teknologiske fremskridt og global konkurrence.

Vi må vågne op til virkeligheden om, at vores udvikling primært er vores eget ansvar. Kun ved at anerkende og handle på denne nødvendighed, kan vi sikre vores plads i fremtidens arbejdsmarked. Lad os tage ansvar for vores egen fremtid og blive arkitekterne bag vores egen succes.

Artiklens emner
Ledelse
Job og Karriere