Tænk, hvis virksomheder håndterede finansielle mål som deres klimamål
Mange virksomheders interne styring af klimamål gør det usandsynligt at nå de reduktioner, der er behov for. Tænk hvis vi behandlede finansielle mål på samme måde.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
I løbet af de seneste fem år er der sket en eksplosiv stigning i antallet af virksomheder, der har sat ambitiøse klimamål. Skønt det er en positiv udvikling, er tendenens nu, at mange virksomheder slås med for alvor at reducere CO2-udledningen, særligt i værdikæden. Der er for mange ved at opstå en opfattelse af, at målene for værdikæden, som teknisk kaldes Scope 3, er umulige at opnå.
Det er ikke tilfældet. Udfordringen er i langt højere grad, at målene ikke bliver behandlet med den påkrævede seriøsitet, som vi f.eks. behandler finansielle målsætninger med. Og denne sammenhæng mellem klimamål og finansielle mål hænger bedre sammen, end man måske skulle tro.
En virksomheds CO2-udledning er direkte bundet op på virksomhedens kerneaktiviteter som f.eks. indkøb, salg og produktudvikling. Materialeproduktion medfører CO2-udledning bl.a. fra de energitunge og kemiske processer forbundet ved udvinding og forarbejdning (også kaldet indlejret CO2). Når salget af produkter og indtjening øges, øges materialeforbrug og CO2-udledninger også. Ved at designe produkterne anderledes, kan virksomheder både påvirke kvalitet og pris, såvel som mængden af CO2 forbundet med produktet.
At reducere Scope 3-emissioner er svært, ja, men det er ikke umuligt.Ole Høy Jakobsen
I dag er de fleste virksomheders kerneaktiviteter i høj grad er bygget op om at øge en profitmargin og har begrænset fokus på at reducere CO2-udledningen. En indkøbsafdeling vil typisk have mål for at reducere omkostningerne ved materialeindkøb, men ikke indlejret CO2.
En salgsafdeling vil typisk have mål for at sælge for x millioner kroner, men ikke for at optimere salget af CO2-effektive produkter. En udviklingsafdeling vil typisk have mål for at designe produkter så omkostningseffektivt som muligt, men ingen mål for at designe produkter CO2-effektivt.
Lad os et sekund forestille os, at virksomheder håndterede finansielle mål, som mange virksomheder håndterer deres klimamål:
Forestil dig, hvis…
- Virksomheder forventede at nå deres finansielle mål ved at give en enkelt person (måske en person fra HR) ansvar for alt fra budgetstyring, til salg, til vækststrategi
- En salgsafdeling ingen forståelse har for, hvordan salg påvirker økonomiske mål. Og forestil dig så, at salgsmedarbejderne ikke bliver belønnet eller straffet baseret på deres præstationer mod økonomiske mål alligevel
- Indkøbsafdelinger ikke kendte prisen på de produkter, de køber, men vælger at købe dem alligevel - som det er tilfældet med indlejret CO2 i dag.
Forestil dig det, og overvej så om virksomheder ville opnå deres finansielle mål, hvis det var tilfældet. Det er virkeligheden for mange virksomheders klimamål i dag.
Fokus og incitament er vejen til at nå klimamål
Alle virksomhederledere, der er seriøse om at opnå klimamål, bør stille sig selv følgende spørgsmål:
- Har vi afsat nok tid til at skabe CO2-reduktioner hos de personer, der mest direkte påvirker udledningen (f.eks. markedschefer og ledere af forretningsenheder)?
- Har de fået ansvar, ressourcer og incitamenter til at reducere udledningen – også selvom det kommer med mindre trade-offs for andre prioriteter?
- Støtter eller bare omtaler virksomhedens fundament (medarbejdermål, politikker, procedurer og strategier etc.), at klimamålene kan lykkes?
At reducere Scope 3-emissioner er svært, ja, men det er ikke umuligt. Gennem nye produktdesign, ændringer i forretningsmodellen, etablering af forskellige indkøbskrav eller en række andre tiltag, kan virksomheder tage kontrol over deres egen CO2-reduktion og nå deres klimamål. Det kræver blot, at vi begynder at behandle klimamål mere som finansielle mål.
