Vi skal huske EU’s stærkeste våben

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Betydningen af det kommende EU-parlamentsvalg kan næppe overvurderes, for EU står ved flere afgørende skilleveje, som også det kommende parlament skal forholde sig til. Udfordringerne er desværre mange og spænder bredt fra faldende konkurrenceevne til nye sikkerhedstrusler. Derfor er der også mange bud på, hvad EU skal gøre for at blive klar til fremtiden.

Her er det imidlertid vigtigt at holde fast i EU’s absolut stærkeste våben – værdien af det indre marked.

Det er desværre under pres. EU føler vægten af Kinas ”Made in China”-strategi, hvor Kina ved hjælp af massiv statsstøtte har sat sig på produktionen af en lang række kerneteknologier, såsom elbiler og solpaneler. Dertil har USA kastet sig ind i statsstøtteræset med IRA’en og igangsat så mange grønne investeringer, at man fra EU-Kommissionens side frygter, at EU’s grønne førerposition kan være tabt.

Analysen er ikke helt forkert, for EU’s grønne industrier er i den grad pressede. Det vil derfor være nærliggende at tænke, at løsningen blot må være at kaste sig ind i statsstøttekapløbet. Dette har været forsøgt, hvor reglerne for statsstøtte har været lempet siden coronakrisen. Resultatet er desværre, at det har medført en intern konkurrence i EU om, hvem der kan støtte sine industrier mest.

Den unfair udenlandske statsstøtte kan bedre håndteres igennem straftolde, som EU-kommissionen også er i gang med at undersøge potentielle størrelser på. Det betyder dog ikke, at statsstøtte ikke kan komme på tale, men at denne ikke bør bruges kun for at redde pressede industrier. Det har vi slet ikke råd til i EU. Dertil er den generelle tilstand af statsfinanserne alt for ringe, og EU risikerer derved at kaste gode penge efter dårlige projekter.

Begrænset statsstøtte i fælles projekter kan dog bruges til at tilvejebringe strategiske investeringer i sektorer, hvor vidensopbygningen tager mange år, og derfor udgør en potentielt farlig afhængighed – som man har gjort det med et fælles investeringsprojekt i mikrochips.

Men hvad kan man så gøre for at hæve EU’s konkurrenceevne?

Skal der fart på den grønne og digitale omstilling, skal vi have markedskræfterne til at arbejde med os. Det gør man ved troværdige politiske udspil, som sikrer en fremtidig efterspørgsel, og derved giver virksomhederne noget at planlægge efter.

Dertil skal de europæiske iværksættere hjælpes, da det for manges vedkommende er svært at skaffe den nødvendige finansiering i Europa. Kapitalmarkedsunionen er flere gange blevet fremhævet som en nødvendighed for at løse denne problemstilling, og det ville være et oplagt sted at sætte ind politisk.

Endelig skal der afsættes flere penge til forskning. En frisk rapport fra den europæiske tænketank ECIPE dokumenterer, at den amerikanske økonomi klarer sig bedre, bl.a. fordi de bruger langt flere midler på forskning og udvikling.

Man behøver ikke nødvendigvis finde på nye ideer, de gamle velafprøvede metoder fungerer også rigtig fint.