Fortsæt til indhold

Alle er klar til at begå kriminalitet, hvis pengene er store nok. Alle. Bare ikke dig. Taber

Vil du for 20 mio. kroner fikse ting, som en pakistansk gangster ellers hjælper danske virksomheder med at fikse? Eller er du en taber? Det handler om kriminalitet som forretningsmodel.

Debat
Anders Heide Mortensenkommentator på Finans og kommunikationsrådgiver

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Anders Heide Mortensen

Hvis du var den pakistanske gangster i TV2-dokumentaren ”Den Sorte Svane” , ville du så gøre hans job for 0,2 mio., for 2 mio. eller for 20 mio.? Eller skal vi højere op? Nævn en pris.

Fasar Abrar Raja fikser ting for penge. Et byggefirma fra Aarhus skal af med noget forurenet jord, der har ligget under en benzintank i Vallensbæk. Fasar Abrar Raja fikser det.

En direktør i Rungsted skal overtales til at slippe nogle penge. Fasar Abrar Raja fikser det. Med hjælp fra en boremaskine og en gummirem, der gør nas.

En erhvervsmand, Martin Malm, fra Nordsjælland skal have tørret noget gæld til statskassen af på skatteyderne gennem en konkurs. Erhvervsjuristen Amira Smadic fikser det med hjælp fra Horten-advokaten Nicolai Dyhr.

Nu kommer et tankeeksperiment, der er så gammelt som Lillebæltsbroen, men fortsat værd at lege med:

Hvad er din pris for at formidle kontakt mellem en entreprenør, der skal af med noget forurenet jord, og en landmand på Midtsjælland, der har plads til jorden og mangler penge?

Nævn et beløb. Risikoen for at få problemer er minimal.

Du tilhører den ene af tre kategorier af mennesker:

Den første kategori får flimren for øjnene, hvis de konfronteres med etiske valg. De har simpelthen ikke den åndelige kapacitet. De får højdesyge af at være på Himmelbjerget og går vegansk efter at have spist en halv pose flæskesvær. I smug. Glem dem.

Den anden kategori anser sig selv for at være realister. Alt kan købes for en pris. De elsker Milgram-eksperimentet , der – på overfladen – dokumenterede, at alle er klar til at torturere et andet menneske med strøm, hvis incitamentet er stort nok.

Den tredje kategori er i tvivl. De kan se realistens argument. Tænk at blive økonomisk uafhængig ved at gå det ondes ærinde en kort stund. For 20 mio. kroner kan et menneske med outsiderstatus og ry for at være løgner, sikre sig en fremtid. Det er noget.

Omvendt: Fasar Abrar Raja har ikke truffet et valg mellem godt og ondt. Han er bare håndværker. Han er god til svindel med forurenet jord og god til tortur med en boremaskine.

Den tredje kategori er i tvivl, for de er egentlig ikke klar til at begå kriminalitet. Ordentlighed er en værdi i sig selv for dem. De vil gerne ofre noget på, at Fasar Abrar Rajas normsæt ikke bliver herskende i Danmark.

Jeg håber, at du er i kategori tre – og her er grunden:

Inden for ret kort tid har to læsere skrevet til mig. Den ene påstod, at der foregik svindel med forskningsmidler på et universitet, og at hun derfor ville væk fra sagsbehandlingen hurtigst muligt.

Så sker der det noget senere, at jeg kontakter hende, og her fortæller hun mig, at hun har fået en god fratrædelsesordning - med en tavshedsklausul. Hendes læber er lukket.

Den anden læser har arbejdet i den danske energibranche i nogle år og beskriver flere mærkelige forhold. Dog med den fodnote, at han fortsat har en karriere i den danske energisektor og derfor ikke kan være specifik.

Jeg håber, at du er i kategori tre – af denne grund:

Mennesker som Fasar Abrar Raja lever af, at uordentlighed er lige så godt som ordentlighed. De har ikke noget moralsk kompas. De fikser mod penge.

Men et samfund, der accepterer uordentlighed som forretningsmodel, har tabt.

Hvis et samfund begynder at acceptere, at en stor en fratrædelsesordning berettiger til tavshed, eller en opadstigende plads på en karrierestige gør det samme, så har Fasar Abrar Raja vundet.

Men: Mænd som Fasar Abrar Raja har ikke fortjent at vinde. Punktum.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på www.andersheide.dk.

Artiklens emner
Anders Heide Mortensen