Hvor meget elektronik skal skrottes, før reparation bliver et reelt alternativ?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Inden udgangen af 2026 skal europæiske forbrugere have flere muligheder for at få repareret deres elektronik. Det er den aftale om Right to repair, som EU har vedtaget i april 2024.

Det er uden tvivl et skridt i den rigtige retning. Men ifølge EU-Kommissionen bliver der hvert år smidt 35 millioner ton affald ud i form af forbrugsvarer, der stadig kunne have været brugt, så spørgsmålet er: Skal vi virkelig ingenting gøre, indtil loven træder i kraft?

Alene herhjemme producerer hver dansker årligt omkring 22,3 kilo elektronisk affald ifølge FN, og meget af det kunne have været genbrugt. Det kan nå at blive skræmmende meget elektronisk affald inden loven træder i kraft om to et halvt år, hvilket er den tid det vil tage for EU-direktivet at blive implementeret.

Det er positivt, at man med Right to Repair-direktivet vil være med til at skubbe forbrugerne væk fra brug-og-smid-væk-kulturen. Men inden det faktisk sker, skal vi så blot vente på EU og skrotte gamle vaskemaskiner og iPhones så længe?

For spørgsmålet er, hvor meget der kan løses alene med lovgivningen og hvor stor en del af problemet, der handler om forbrugernes mentalitet og viden om området. Og måske er det hér, der skal sættes ind?

Regeringen har til opgave at sikre, at forbrugerne bliver bevidste om deres reparationsmuligheder, at prisen er rimelig og give oplysninger om tidsfrister for at få deres produkter tilbage. Hvis reparation ikke er en mulighed, skal forbrugerne tilbydes muligheden for at vælge en erstatning fra et lignende, eventuelt istandsat, produkt.

I Danmark er der afsat 80 mio. kr. til at fremme reparationer frem for udskiftning og det er i sig selv virkelig positivt. Men pengene skal bruges klogt.

Man kunne blandt andet ønske sig, at der med lovgivningen kommer et øget fokus på at uddanne forbrugerne i at vide, at det nu er sikkert og billigt at få repareret sin gamle smartphone eller computer i stedet for at smide det ud, eller lade dem ligge i en rodeskuffe eller en kasse på loftet.

Forhåbentlig vil den nye reparationsplatform, der er en del EU-direktivet med liste over reparationsservice udbydere i nærheden, forbedre forbrugernes bevidsthed og valgmuligheder, men vi har brug for mere samarbejde mellem alle aktører i den økonomiske værdikæde – fra producenter til detailhandlere – for at sikre en fungerende infrastruktur.

Min frygt er dog, at den nye lovgivning bliver en parentes, og at manglen på information vil få forbrugerne til at holde sig tilbage. For at få en meningsfuld effekt skal vi sikre, at bæredygtig interesse og muligheden for cirkulær brug af elektronik bliver den nye norm og er så tilgængelig som muligt.

Måske man på Christiansborg skal arbejde på at nå det mentale skift, som jeg tror er uundgåeligt, hvis Right to Repair-lovgivningen virkelig skal få en betydning. Måske er det hér man skal sætte ind, mens vi venter på, at EU-reglerne træder i kraft, så vi ikke blot sidder med hænderne i skødet indtil da. Ellers kan det blive meget elektronisk affald på to et halvt år.