Sæt boligejerne fri, når de siger nej tak til fjernvarme
I flere og flere områder falder tilslutningen til fjernvarme. Alligevel åbner kommunerne ikke op for områderne, så boligejerne kan søge andre grønne alternativer. Det sætter den grønne omstilling tilbage.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Osted, Appenæs/Næstved, Sparkær, Mønsted og Farum. Det er alle områder, hvor borgerne har takket nej til fjernvarme. Men til trods for borgernes klare svar, har kommunerne fortsat låst områderne til fjernvarme. Dermed fratages borgerne muligheden for at kigge andre veje i forhold til grønne varmeløsninger.
Med andre ord: Kommunernes handlen – eller mangel på samme – forsinker den grønne omstilling.
Tag for eksempel Osted, hvor 70 pct. af borgerne i slutningen af januar takkede nej til fjernvarme, og området fortsat er låst til fjernvarme. Her kan man stille sig undrende over for, hvorfor kommunen vælger at tilgodese de 30 pct. og blindt vender ryggen til de 70 pct., der ønsker en anden løsning.
Det betyder nemlig, at boligejere med en gammel gaskedel ikke kan få tilskud til en alternativ grøn løsning som f.eks. en varmepumpe. I stedet bliver de sat i en urimelig venteposition, indtil kommunen åbner op for området, hvilket kan tage op til fem år. Konsekvensen er, at boligejerne – forståeligt nok – bliver utålmodige og derfor vælger et gas- eller oliefyr igen.
Fjernvarme spiller uden tvivl en rolle i den grønne omstilling, men i de områder, hvor tilslutningen svigter, bør kommunerne tillade andre energiløsninger. Samtidig må vi erkende, at fjernvarme alene ikke er løsningen på den grønne omstilling. Ved at kombinere fjernvarme og varmepumper, frem for at opstille dem som konkurrerende alternativer, kan vi accelerere den grønne omstilling.
Og netop dét er essensen af grøn omstilling—ikke kun at omfavne forandring, når den er bekvem, men også at tilpasse vores strategier til de faktiske behov og ønsker fra borgerne. Det er på tide, at kommunerne åbner de fjernvarmeområder, hvor borgerne tydeligt har stemt for en forandring. Kun på den måde kan vi sikre en effektiv grøn fremtid.



