Pengepolitisk limbo efter rentenedsættelse

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Så skete det. Som ventet satte Den Europæiske Centralbank, ECB, i sidste uge renten ned med 0,25 procentpoint. Det var den første rentesænkning i næsten fem år, og i mellemtiden var den vel at mærke blevet sat op fra -0,5 til 4 pct.

Begge tal udtrykker ekstremer i ECB’s 25-årige historie og er naturligvis udtryk for, at vi har været gennem en lang periode med ustabilitet, hvor finans- og statsgældskriser, pandemi, krig i Europa, energikrise og rekordhøj inflation har tvunget centralbankcheferne på overarbejde.

Det var ikke ligefrem tilfældet i begyndelsen af nullerne, da der herskede andeledes rolige tider. Jeg husker et møde i Frankfurt med ECB’s daværende cheføkonom, Otmar Issing, som – med et glimt i øjet – udtrykte sin bekymring for, om offentligheden overhovedet opfattede, at de lavede noget i ECB, når renten blev holdt uændret på det ene møde efter det andet.

Den bekymring er jeg sikker på, at den nuværende cheføkonom, Philip Lane, ikke deler, men det skal alligevel blive spændende at følge, hvor langt ned ECB kommer til at sætte renten i denne omgang.

I et interview for nylig i Financial Times gjorde Lane det således klart, at pengepolitikken må forblive restriktiv i resten af 2024. En ordlyd, som hans chef i ECB, Christine Lagarde, præciserede på torsdagens møde, da hun sagde, at pengepolitikken må være restriktiv, så længe det er nødvendigt, for at få inflationen vedvarende ned på 2 pct. Det betyder helt lavpraktisk, at renten vil blive sat yderligere ned, men også, at hver bevægelse i den pengepolitiske limbo bliver udført under fuld kontrol.

Når det er fornuftigt, skyldes det især to forhold:

På de finansielle markeder er man da også begyndt at indstille sig på, at renten i euroområdet kun bliver sænket en eller to gange mere i år og i alt med knap 1 procentpoint frem til slutningen af 2025. Det er markant mindre end ventet for bare få måneder siden og vil også være gældende for Danmark, fordi Nationalbanken på grund af fastkurspolitikken følger ECB i tykt og tyndt, så længe der er ro om kronen. Det er der for tiden, hvorfor Nationalbanken også kunne sætte renten ned med 0,25 procentpoint i torsdags. En beslutning, som umiddelbart slog igennem på de korte markedsrenter herhjemme.

Men heller ikke de lange stats- eller boligrenter kan forventes at komme meget længere ned end de nuværende niveauer. Det skyldes primært, at der som nævnt ikke er udsigt til, at Fed sætter renten markant ned. Det vil ikke kun påvirke de lange amerikanske renter, men også de danske, som afhænger mere af, hvad der sker i USA end i Europa.

På den længere bane vil renten nok også være højere end, hvad vi har vænnet os til over de seneste år, fordi verden står over for store investeringer i bl.a. den grønne omstilling og forsvaret samt stigende renteudgifter til at servicere den hastigt stigende offentlige gæld i både i USA og i euroområdet, som vil gøre det svært at få styr på de offentlige finanser.

Udbuddet af statsobligationer vil derfor stige, mens efterspørgslen vil aftage, fordi centralbankerne er i færd med at reducere de store beholdninger af statsobligationer, som blev bygget op i årene efter finanskrisen og under coronapandemien. Det trækker alt andet lige i retning af strukturelt højere lange renter.

Bundlinjen er, at pengepolitikken bliver lempet yderligere, og det er godt nyt. Men vi skal ikke sætte næsen op efter, at renten igen kommer ned i nærheden af 0 pct. Og det er i virkeligheden også godt nyt. For ellers ville de ekstremt usikre tider med dyb økonomisk krise og deflationsfrygt være tilbage. Og det er der ingen grund til at ønske sig.