Råderummets vokseværk giver plads til at få ro på sparekniven

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Det økonomiske råderum i 2030 er som bekendt vokset igen. Denne gang med 11,25 mia. kroner. Opskrivningen var ventet i lyset af den høje beskæftigelse – og gav anledning til en lige så forventelig genstart af debatten om, hvad de ekstra penge skal bruges til. Skat eller velfærd? Eller begge dele. Eller skal pengene blive i kassen i lyset af den højspændte sikkerhedssituation?

Den nye befolkningsprognose for 2024 har gjort de svære politiske valg lidt lettere, fordi udsigten til færre børn i de kommende år betyder, at der skal bruges færre penge på vuggestuer og børnehaver. De nye skøn for befolkningsudviklingen frem mod 2030 har pillet 3 mia. kroner ud af det demografiske træk fra 2025 til 2030. Det har gjort det knap 7 mia. kroner billigere for politikerne at opfylde kravet om, at det offentlige forbrug skal kunne følge med velstandsniveauet.

Status er et råderum på 57,75 mia. kroner. Når man trækker udgifterne til den grønne fond og et stigende offentligt forbrug fra, efterlader det et tocifret milliardbeløb i frit råderum.

Men det er ikke hele historien. Regeringens 2030-plan indeholder to forslag til besparelser, som vil øge råderummet med yderligere 5 mia. kroner. I lyset af det store frie råderum giver de dog ikke længere mening og bør rulles tilbage:

Lønløftet skal efter planen finansieres af besparelser på administrationen i kommuner og regioner for 2 mia. kroner. En mindre del, ca. 350 mio. kroner, indgår i årets økonomiaftaler med kommuner og regioner. Men der er råd til at sætte spørgsmålstegn ved, om så voldsomme yderligere nedskæringer fortsat giver mening de negative konsekvenser taget i betragtning.

Og så er der planerne for beskæftigelsesindsatsen. Bl.a. de økonomiske vismænd har kritiseret, at ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats på forhånd blev sat til at finde besparelser for 3 mia. kroner, fordi besparelserne risikerer at gøre beskæftigelsesindsatsen mindre effektiv. Og det vil kunne ramme udsatte grupper af ledige hårdest.

Samlet set ser det ud til, at der er plads til at løfte velfærden, så den tager højde for demografi og velstand og slække på administrative besparelser i kommuner og regioner.

Spørgsmålet er, hvad der skal ske med resten af pengene? Der er plads til mere velfærd og forhøjelse af beskæftigelsesfradraget. Og så bør nogle af pengene sættes til side til ”dårligere tider” – med tanke på den sikkerhedspolitiske situation og en budgetlov, der gør, at der nok vil skulle strammes op efter 2030.