Frankrig er afgørende for EU’s finansielle stabilitet

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Frankrig har altid været en afgørende drivkraft i EU og eurozonen. Landets ledere har sammen med Tyskland drevet den politiske integration fremad, mens man på den anden side har haft en mindre konservativ tilgang til den økonomiske og finanspolitiske kurs.

Det har placeret Frankrig centralt i det finanspolitiske samarbejde, f.eks. i tilfældet med hjælpepakker under gældskrisen, fælles genopretningsplaner under coronakrisen og i debatten om fælles gældsættelse. Netop derfor er Frankrigs politiske kurs så afgørende for regionen, og derfor betyder den politiske udvikling i Frankrig ekstraordinært meget for regionens finansielle stabilitet.

Svækkes de kræfter, som garanterer, at Frankrig er interesseret og engageret i et stærkt EU-samarbejde og samtidig efter bedste evne forsøger at leve op til de fælles økonomiske spilleregler, som gælder i EU, står Europa svagere og har kortere vej til finansiel ustabilitet. Af præcis den grund er franske valg ikke kun af betydning for Frankrig.

Europa har over det seneste årti overkommet store kriser, som ellers havde potentiale til at skabe finansielt kaos i regionen. Værst var gældskrisen, som ikke var langt fra at splitte hele eurozonen ad. Læren fra den krise var medvirkende til, at selv finanspolitiske skrøbelige EU-lande undgik større finansielle udfordringer under coronakrisen.

Det var ingen naturlov, at lande med ustabile politiske forhold, konstant skiftende regeringer og statsgældsniveauer på langt over 100 pct. af bnp havde mulighed for at låne 10 pct. af bnp på et år, uden at investorer kræver tårnhøje renteniveauer som kompensation for risikoen. Men det var virkeligheden i eurozonen, og det skyldes ikke mindst, at zonens ledere har vist investorerne, at når lokummet brænder, står man sammen. Næppe af barmhjertighed eller altruisme, men slet og ret fordi selv de økonomisk stærkeste lande har indset (dog sent i gældskrisen), at omkostningen ved at lade være vil være langt større.

Men sammenholdet har sine grænser og er særlig fra Nordeuropas side hele tiden omsluttet af forbehold og tilbageholdenhed. Der har hele tiden været en bekymring for, at politiske løfter om større finanspolitisk ansvarlighed, som udsatte lande måtte afgive for at få adgang til hjælpepakker eller fælles gældsudstedelse, sidenhen bliver svigtet pga. af enten nye prioriteringer, en ny folkestemning eller et nyt politisk lederskab i det pågældende land. Altså en bekymring for økonomisk-politisk tidsinkonsistens.

Her har Frankrig virket som broen, der på den ene side har haft forståelse for den mindre stramme finanspoliske kurs, som de sydeuropæiske lande har fulgt, med budgetunderskud og højere gældsniveauer, end vi ser det i nord, og på den anden side hele tiden har været pro-EU og støttet de fælles regler, som følger med.

Også Den Europæiske Centralbank (ECB) har spillet en afgørende rolle i at dæmpe finansiel uro i perioder med stor økonomisk usikkerhed. Den understøttede i sidste ende de svækkede periferilande under gældskrisen med støtteopkøb i obligationsmarkederne, da investorers frygt for statsbankerot på tværs af Europa lagde pres på flere lande i regionen efter Grækenlands økonomiske kollaps.

Også for ECB er det afgørende, at regionens store toneangivende lande kan finde fælles fodslag og har et nogenlunde ens syn på situationen. Tysklands tilbageholdenhed var bremsen under gældskrisen. Spørgsmålet er, om et eventuelt populistisk og mere EU-skeptisk fransk lederskab med Tyskland som modpart kan sende overbevisende fælles signaler til ECB, som den tør handle ud fra.

Det forstærker kun problematikken, at den tyske regering er den måske svageste i årtier, og at Italiens dominerende regeringsparti samtidig har et EU-skeptisk udgangspunkt.

Alt i alt er et politisk splittet Frankrig skidt for Europa i et økonomisk perspektiv. En svækkelse af den (brede) politiske midte, som overrumples af stærkere EU-skeptiske kræfter, forstærker usikkerheden om eurozonens økonomiske sammenhold og risikerer at underminere det fundament, som understøtter regionens svageste økonomier og dermed underbygger den finansielle stabilitet.

Derfor er udviklingen i fransk politik afgørende for Europa.