Landbruget slipper billigt i den grønne trepart

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Det er lykkedes parterne bag den grønne trepart at nå et kompromis om den fremtidige klimabeskatning af landbruget. Det er imponerende, og som det første land i verden, der indfører en sådan afgift, viser det også, at selv små lande kan tage lederskab i den grønne omstilling.

Med aftalen er man bl.a. blevet enige om en CO2e-afgift på udledninger fra husdyr. Der indføres en afgift på 300 kr. pr. ton CO2e i 2030 stigende til 750 kr. pr. ton CO2e i 2035 med et bundfradrag på 60 procent. Derved får landbruget en markant lempeligere beskatning end resten af industrien.

Det er ærgerligt, for hvis vi skal sikre os, at der udvikles teknologiske løsninger til at nedbringe udledningen af drivhusgasser fra landbruget, vil en højere CO2e-afgift være et af de værktøjer, som effektivt vil kunne sætte gang i den innovation, der skal til.

Ved at sætte en pris på udledningerne skaber man nemlig et marked, hvor aktører kan konkurrere om at skaffe de bedste løsninger. Og jo højere pris, der er på CO2e-udledningerne, jo større incitamenter er der for at få løsninger i spil, herunder de teknologier, som ingeniører og andre skal hjælpe landbruget med at opfinde og implementere.

Her vil både den lave startafgift og det høje bundfradrag, som modellen fra treparten bygger på, med stor sandsynlighed betyde, at det kommer til at tage længere tid at give det nødvendige skub på kommercialiseringen af nye teknologier til landbruget.

Når det er sagt, er der i udspillet et glædeligt gennemgående fokus på støtteordninger til teknologi til f.eks. pyrolyse. Men mange forskellige støtteordninger risikerer at øge kompleksiteten. Derfor havde en høj ensartet beskatning sandsynligvis været bedre til formålet. Det ville også minimere risikoen for, at der satses på de forkerte teknologier.

Men der er mange hensyn at tage, og forhandlingerne har ikke været gjort nemmere af, at de seneste klimafremskrivninger betød, at alle tre modeller fra det såkaldte Svarer-udvalg nu overopfylder reduktionsmålet for 2030.

Derfor er det naturligt at lægge op til et lavere afgiftsniveau, men det er ikke risikofrit. Dels er forudsigelser om fremtiden altid forbundet med usikkerhed, dels efterlader den nuværende ramme kun en lille buffer, hvis landbruget ikke omstiller sig så hurtigt som forventet.

Samtidig stopper verden ikke i 2030, og det er vigtigt at have det lange lys på. Her er det positivt, at man har brugt det rammeværk, som Svarer-udvalget fremlagde. Selv om afgifterne starter lavt, vil de sidenhen kunne sættes op og derved bistå i ambitionen om et CO2-neutralt Danmark.

For det er vitalt, at alle sektorer bidrager med deres. Vejen til et CO2-netralt samfund er i sidste ende et nulsumsspil. Den del af omstillingen, som landbruget ikke bærer, vil i stedet skulle løftes i andre dele af økonomien, navnlig i industrien.