Grøn trepart giver fremtidens politikere nye muligheder
Den grønne trepartsaftale er et stort skridt fremad, fordi den giver konkrete afgiftshåndtag at skrue på, hvis ambitionsniveauet skal hæves, eller klimamålene ikke ser ud til at blive nået.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Landbruget er i dag den eneste større del af økonomien, som ikke betaler for sine CO2-udledninger. Det vil den nyligt indgåede grønne trepartsaftale, hvis den vedtages politisk, ændre på. Og når det kommer til de danske farvandes miljøtilstand, vil aftalen også give et markant bidrag i positiv retning.
Samtidig kan man godt være kritisk overfor aftalen på samfundsøkonomiens vegne. Ikke mindst at den ikke er særligt ambitiøs i forhold til landbrugets grønne omstilling, og den til gengæld bruger ret mange af skatteydernes penge.
Den kritik er berettiget, men må ikke helt overskygge et andet, helt centralt element ved aftalen. Nemlig at den giver fremtidens politikerne alle de nødvendige håndtag for at skrue yderligere op for hastigheden i den grønne omstilling, når og hvis de skulle ønske det.
Der er ingen tvivl om, at aftalen er et stykke verdenshistorie, der samtidig vil forandre fremtidens danmarkskort markant.Ulrik Beck
Aftalen har tre hovedelementer: Den største udgiftspost er den såkaldte Grønne Arealfond, som indeholder en række initiativer rettet mod en omstilling af landbrugsarealer, hvilket vil gavne bl.a. klimaet såvel som vandmiljøet. Med et budget på omkring 42 mia. kr. i alt frem mod 2045 skal fonden støtte initiativer såsom rejsning af skov, udtagning af kulstofrige lavbundsjorde samt etablering af vådområder.
Den anden store udgift er massiv statsstøtte til pyrolyse. Det er en teknologi, der reducerer udledningerne fra landbrugsproduktion ved at omdanne biomasse til biokul gennem opvarmning. Der er afsat omkring 10 mia. kr. i støtte til dette frem mod 2045. Statsstøtte til pyrolyse er dog et dyrt værktøj at reducere udledningerne med, fordi der skal ret meget støtte til, før denne teknologi bliver taget i brug – 1.000 kr. pr. ton CO2 i 2030 ifølge aftaleteksten.
Det tredje element er CO2-afgiften. Afgiften, som kan blive verdens første af sin slags, giver landmænd en økonomisk tilskyndelse til at reducere deres klimabelastning. Men aftalen lægger også op til at give et såkaldt bundfradrag på 60 pct.
Det betyder, at hvis landmændene kan reducere deres udledninger med 40 pct, skal de ikke betale nogen afgift. Den indretning giver mindre grundlæggende produktionsomlægning væk fra den mere udledende animalske produktion over mod planteproduktion. Det gør, at CO2-reduktionerne bliver færre – og dyrere, målt pr. ton.
Der er ingen tvivl om, at aftalen er et stykke verdenshistorie, der samtidig vil forandre fremtidens danmarkskort markant. Men samtidig betyder den konkrete indretning af aftalen, at den grønne omstilling af landbruget bliver dyrere for samfundet, end det kunne have været.
Men: Hvis man først får rammeværket for CO2-afgift på landbruget på plads, kan man altid stille på satserne. Hvis man f.eks. mener, at afgiftssatserne er for lave, eller at samfundsøkonomien er blevet tilsidesat i for høj grad for at holde hånden under den eksisterende landbrugsproduktion, har man nu skruerne til at indstille dette.
Afgiften i den grønne trepart er fuldt indfaset i 2035, men efter 2035 bliver der også et behov for at reducere udledningerne fra landbruget yderligere. Det bliver nu meget nemmere. Det er i sig selv et stort skridt fremad, når det kommer til Danmarks grønne omstilling.
