Advarselslampe for væksten: Produktiviteten skal op i gear
Det er primært stigninger i produktiviteten, der driver den økonomiske vækst. Men udviklingen de seneste år har på ingen måde været prangende – slet ikke når man fraregner medicinalindustrien.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Fundamentet for den danske velstand er produktivitet.
Det faktum, at vi er blevet klogere og bruger input og teknologi smartere, har historisk være motoren bag den danske velstand. Det har blandt andet Reformkommissionen med økonomiprofessor Nina Smith slået fast. Derfor er det meget vigtigt, hvordan det går med produktiviteten. Her har vi fået et nyt billede på det seneste.
Produktiviteten vurderes oftest ved at se på, hvor meget værdi vi har skabt, og hvor mange timer vi har brugt på det.
Billedet i dag er, at produktiviteten ekskl. medicinalindustrien er omtrent uændret fra 2019 til 2023. Det er langt fra prangende, men det er dog bedre end det hidtidige billede. I slutningen af juni blev nationalregnskabet nemlig revideret, og før det var produktiviteten i økonomien fraregnet medicinalindustrien faldet med over 4 procent i samme periode.
Forbedringen ændrer dog ikke på, at advarselslamperne begynder at blinke.
Samtidig har perioden fra 2019 til nu ikke ligefrem været normal. Økonomien har skullet tilpasse sig først en coronapandemi, så en forsynings- og inflationskrise og senest højere renter som følge af den høje inflation.
En blinkende advarselslampe betyder, at man skal til at gøre noget, hvis bilen skal blive ved med at kunne køre godt og sikkert.Sofie Holme Andersen
Det har økonomien sådan set modstået ret fint med en betydelig beskæftigelsesbølge til følge. Det har betydet, at der er kommet mange nye ind på arbejdsmarkedet, og at mange på arbejdsmarkedet har skiftet job. Faktisk var antallet af jobskifter rekordhøjt i 2021 og næsten lige så højt i 2022.
Ingen er lige så produktive første dag på deres nye job, som når de har været ansat et stykke tid og har lært arbejdsgangene og systemerne at kende. Derfor er det naturligt, at der kan være et produktivitetsfald, når beskæftigelsen ændres så markant, som det har været tilfældet de seneste år.
Det er faktisk en helt naturlig cyklus i produktiviteten, der følger konjunkturcyklussen. Ved starten af en højkonjunktur vil efterspørgslen stige. Virksomhederne vil være usikre på, om det nu er blivende, og derfor vil de udnytte deres eksisterende udstyr og beskæftigede lidt mere, hvormed produktiviteten stiger.
Når de har set, at efterspørgslen er vedblivende, vil de begynde at ansætte flere til den højere efterspørgsel, og produktiviteten stiger ikke helt så meget. I slutningen af en højkonjunktur vil efterspørgslen aftage, og virksomhederne vil igen være afventende med at ændre på antallet af medarbejdere, hvilket vil få produktiviteten til at falde.
Vi er nu på vej mod et mere neutralt sted i konjunkturcyklussen, hvilket får produktiviteten til at stige mindre.
En blinkende advarselslampe betyder, at man skal til at gøre noget, hvis bilen skal blive ved med at kunne køre godt og sikkert. Så hvis Danmark fortsat skal blive et mere og mere velstående land, skal produktiviteten i resten af økonomien op i gear. Vi har en godt uddannet befolkning, der kan implementere ny teknologi, men kniber stadig med at få ny teknologi implementeret i rigtig mange af de små danske virksomheder.
Investeringerne skal op i gear, ellers begynder motoren snart at sprutte.

