At spotte vinderne er at dræbe innovationen. Det har vi ikke råd til

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Der er nok ingen tvivl om, at Europa og Danmark ikke ligger forrest i den teknologiske bølge, der driver verden fremad. For os danskere gør det særligt ondt, at investeringer i grøn teknologi af mange årsager ser ud til at lande andre steder end hos os i fremtiden.

Vi skal blive bedre til at omsætte vores viden til innovation, hvis vi vil være med i kapløbet. Og det kan vi også.

Vi diskuterer ofte, om vi har den rette kultur til at være innovative i Danmark eller om Janteloven står i vejen og vi derfor må overlade den slags til andre. Selvom innovation og kreativitet selvfølgelig kræver et vist mindset og en vis kultur, ser jeg ingen beviser på, at det skulle være den vigtigste udfordring, når virksomheder vil innovere bedre.

Måden vi styrer innovation i de fleste virksomheder, spiller en langt større rolle. Så inden vi kaster os ud i store kulturkampagner eller blot erklærer slaget tabt, så lad os lige se, om døren for innovation kan åbnes på en bedre måde.

En leder fra en global produktionsvirksomhed fortalte for nylig, at deres ”innovationstragt” mest af alt mindede om et tyndt ”innovationsrør”, hvor meget lidt kom ind i processer fra start og meget lidt blev sorteret fra. Problemstillingen deles af rigtig mange virksomheder og billedet af tragten, der er blevet til et tyndt uambitiøst rør, virker nok bekendt for mange.

Det er en nærliggende tanke, at der mangler gode idéer, og det kan heller ikke helt udelukkes. Men når vi ser nærmere efter, viser det sig ofte, at døren til at bringe idéer i spil kun står på klem. Grunden til, at der kommer alt for lidt ind i innovationssystemet, og at tragten ligner et spinkelt rør, er først og fremmest, at organisationen kun bringer ideer frem, som har meget høj sandsynlighed for at lykkes.

Den eneste måde at gøre den sandsynlighed høj nok på, er ved at fjerne alt det, der medfører risiko. Alt det usikre, der ikke er prøvet før. Og fordi vi fjerner al risiko, ser vi også en begrænset frasortering, når først idéerne er inde i processen.

Problemet er bare, at vi også fjerner al den innovation, der kunne have givet os noget virkeligt nyt og spændende. I dag ender vi ofte med forsigtige småjusteringer til kendte løsninger og kopier af, hvad konkurrenter og andre omkring os allerede har gjort. Der er sådan, man undgår at fejle, men det er også det stik modsatte af egentlig innovation.

Vi skal i stedet se nærmere på, hvordan vi styrer innovation. Her dikterer vores logik normalt, at vi skal undgå spild og tab og derfor skal vi også reducere risiko. På den måde bliver idéer, der er sikre vindere, prioriteret højere, end idéer der potentielt kan fejle – uagtet at de mulige gevinster kan være mere attraktive. Vi forsøger at spotte vinderne på forhånd, og det er gift for innovationen. Det trækker os mod de høje succesrater, der hvor alle de overskuelige og velkendte løsninger bor.

Og det trækker os væk fra alt det nye og uprøvede. Alt det, der virkelig kan gøre en forskel. Sådan opstår det tynde innovationsrør, hvor kun en smule kommer ind og meget lidt sorteres fra.

Det er sjældent, at der er tale om aktive fravalg af innovative idéer. Mekanismen er mere subtil. Det er måden vores business cases er udformet på, den måde vi præsenterer og prioriterer ideer. Den måde taler om fremdrift og succes , der tilsammen giver en styringslogik, der fremelsker lav risiko og lav gevinst.

Der er tre ting vi skal gøre anderledes, hvis vi skal opnå den ønskede store og idé-fremmende innovationstragt:

Først og fremmest skal vi forholde os progressivt til risiko. Man kan intuitivt tænke, at innovation fungerer lidt som roulette, hvor et sats på sort giver pæn sandsynlighed for at vinde men begrænset gevinst, hvorimod et sats på et enkelt tal giver ringere vinderchancer men tilsvarende højere gevinst. Forholdet mellem gevinst og risiko er proportionalt. Sådan forholder det sig sjældent med innovation. Her kan gevinsterne ofte vokse markant mere end risikoen, hvilket betyder, at de mest attraktive idéer ofte er dem med høj risiko.

Vi skal også have bedre greb om de gevinster, vi ønsker at opnå med innovationen. Dels for at vurdere de afgørende forskelle i forholdet mellem gevinst og risiko, dels for at hjælpe os med at fokusere mindre på ’den eneste rigtige løsning’, som vi ikke kan kende på forhånd, og som vi derfor skal passe på med at forelske os i, og mere på udbyttet, som formentlig har flere mulige løsninger.

Til sidst skal vi anlægge en eksperimenterende tilgang, hvor de risici vi lukker ind i processen systematisk reduceres ved at afprøve hypoteser og eliminere løsninger, der ikke dur.

De tre ændringer i vores innovationsstyring vil øge antallet af initiativer i begyndelsen af processen og gradvist sortere de ufrugtbare fra. Først da opnår vi den ønskede og frugtbare innovationstragt.