OL-status på Paris-aftalen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Den olympiske ild brænder i Paris, Eiffeltårnet er prydet med de fem ringe, og der er dømt kappestrid mellem verdens nationer. Samtidig nærmer tiåret sig for en anden stor Paris-begivenhed, Paris-aftalen, hvor 194 af de samme lande i fællesskab forpligtede sig til en ambitiøs målsætning i disciplinen ’grøn omstilling’.

Landene satte sig som mål at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader over præindustrielt niveau med en slags sølvmedalje for at holde sig ’væsentligt under 2 grader’.

Modsat de olympiske discipliner er regelbogen for en komplet grøn transformation af et samfund ikke skrevet, og det skorter på dommere, der kan afgøre, om deltagerne spiller fair.

Til gengæld er målet endnu større end en guldmedalje; en beboelig planet til eftertidens generationer. En mellemtid her ni år senere er nedslående, men ikke uden lyspunkter. Dem vender vi tilbage til.

Ved Paris-aftalens indgåelse var vurderingen, at kloden ville ramme 1,5 graders opvarmning omkring 2045. Seneste opgørelse tyder på, at dette punkt er skubbet frem til 2034. I den forstand har kloden indledt med et langt tilløb og muligvis ’tabt’ 20 år i klimakampen.

Konsensus har hele tiden været, at det var en kritisk forudsætning, at verdens drivhusgasudledning toppede inden 2025 – at vente længere var ifølge videnskaben for risikabelt.

2023 blev et klimarekordår, og CO₂-udledningen steg globalt med 1,1 pct. Horisonten begynder at blive kort, og vi må indstille os på at skyde over målet i et eller andet omfang.

Det var fra starten klart, at enhver drøm om at nå i mål ville kræve talrige rekorder. En komplet omstilling af hele klodens energiforsyning i rekordfart og dertil dybe omlægninger på tværs af snart sagt alle industrier.

Covid-19 pandemien giver et fingerpeg om opgavens omfang. Den store globale nedlukning producerede en historisk CO₂-reduktion. For at nå i mål ville verden skulle levere en tilsvarende reduktion hvert eneste år i de næste 10 år.

Kongedisciplinen vil ifølge talrige rapporter være elektricitetsproduktionen, der spiller den allervigtigste rolle i sprinten mod ‘net-zero’. Både fordi den udgør en stor andel af de samlede udledninger, men ydermere da adgang til grøn strøm er en vigtig brik i omstillingen af en række andre sektorer; f.eks. transport, stålproduktion, gødning og mange flere.

Adgang til rigelig og billig grøn strøm er en nøgleforudsætning i forretningscasen for en stor del af de nye teknologier, der er under udvikling. Er elprisen for høj eller strømmen ikke bæredygtig, hænger casen ganske enkelt ikke sammen. Her ligger både en risiko og måske en enorm mulighed.

Risikoen er helt oplagt, at verden spilder en frygtelig masse tid og penge på at udvikle løsninger, der aldrig bliver økonomisk bæredygtige. Så står vi med en slap ”hockeystav”, der aldrig rejste sig, og en klode der er en god sjat varmere.

Men iført lidt mere positive briller er det tydeligt at udbygningen af grøn energi er under virkelig acceleration. I første halvår 2024 overhalede vedvarende energikilder for første gang fossile kilder i den samlede energiforsyning i Europa. Herhjemme sikrede årtiers fremsynede investeringer, at vi nåede den milepæl allerede i 2017.

På sigt vil adgang til rigelig, billig og grøn strøm blive et industrielt konkurrenceparameter i bred forstand i en bæredygtig og elektrificeret verden.

På globalt plan medfører en nærmest eksponentiel effektivisering i produktionen af solceller, at solenergi nu har en ekstremt konkurrencedygtig pris (på lokationer med rigelig sol). Det åbner helt nye muligheder f.eks. for udviklingslandene omkring Sahara, og kan bringe teknologier som CO₂-fangst direkte fra luften ind for rækkevidde.

Det er let at forfalde til mismod over det monumentale arbejde, der stadig står foran os. Men man må fastholde, at hver decimal tæller i kampen mod den globale opvarmning, og vi må glædes over, at transformationen faktisk begynder at tage form.

Viser De Olympiske Lege os noget, er det, at verden stadig under mottoet ”hurtigere – højere – stærkere” kan samles og spille efter fælles regler. Lad os håbe, at vi kan bære den fakkel med ind i klimakampen i det næste årti.