Langt mere end økonomi er på spil ved USA's præsidentvalg

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Der er stor forskel på de amerikanske præsidentkandidaters politiske visioner – det forekommer klart på trods af fraværet af et egentligt valgprogram fra Kamala Harris.

Selvom demokraterne under Biden har været tydeligt præget af Trumps America First-politik, synes der at være oceaner mellem den meget strikse handelspolitiske kurs, som Trump foreslår, og den mere fokuserede skepsis, Harris historisk har udtrykt, f.eks. når klimahensyn og arbejdstagerrettigheder ikke har været indarbejdet i frihandelsaftaler.

Det samme gælder finanspolitikken, hvor Trump ønsker skattelettelser, mens Harris har fokus på velfærden og offentlige investeringer. Trump vil smide immigranter på porten, Harris blot sikre grænserne.

Harris ønsker endvidere at fortsætte ned ad den vej, som hun med Biden har trådt, med regulering og især investeringer – både direkte og via subsidier og skattefordele – i den grønne omstilling samt en moderat udbygning af sociale ordninger og velfærd generelt. Trump derimod vil have mindre skat, mindre stat, mindre regulering og vil hjælpe den sorte energiproduktion og helst fjerne støtten til investeringer i det grønne.

Forskellene er store. Og selvom præsidenten og det føderale niveau langtfra bestemmer alt, der foregår i USA, kan konsekvenserne vise sig betydelige både for det amerikanske samfund og den omkringliggende verden.

En gennemførelse af Trumps agenda vil sandsynligvis skubbe inflation og renter opad, og i aktiemarkedet vil nogle sektorer opleve større frirum under Trump (f.eks. finans, energi), mens andre bremses af hans iver efter at fordyre import og sætte handelsbarrierer op (industri, it). Derfor kan den markedsmæssige udvikling vise sig ganske forskellig på tværs af brancher, alt efter hvem der vinder valget.

Men betydningen af alt det ovenstående blegner i et større perspektiv. For der vil sandsynligvis være langt mere afgørende og dybere forskelle i den faktiske regeringsforvaltning under henholdsvis Trump og Harris. For Harris er netop, som Trump beskylder hende for at være, en insider i systemet – hun har i størstedelen af sin karriere siddet midt i den sump, som Trump altid har talt om at tømme.

Dermed respekterer hun også både formelle og uformelle regler samt de dybereliggende institutionelle begrænsninger, som det amerikanske politiske system er omsluttet af.

Det gør Trump mildest talt ikke. Hans gentagne forsøg på at bøje, bryde og omgå det institutionelle systems spilleregler viser det med tydelighed. Eksempler er der nok af. Mest opsigtsvækkende respekterede han som bekendt ikke det frie demokratiske valg og forsøgte, da resultatet gik imod ham, beviseligt et statskup bl.a. ved at presse embedsmænd til at ”finde stemmer” i en afgørende svingstat.

Da han var utilfreds med pengepolitikken i Federal Reserve under sin regeringsperiode, truede han med at fyre formanden for den ellers uafhængige institution, men blev bremset eller ombestemte sig. Måske fordi centralbanken kort efter skiftede kurs.

Trump fyrede chefen for FBI (James Comey) på et tvivlsomt grundlag af egeninteresse, og han har generelt haft svært ved at acceptere, når embedsmænd eller ministre ikke bare ville bryde regler eller lyve for ham, når han bad dem om det.

Rygterne siger, at Trumps hold nu er langt bedre forberedt til at imødegå eller (måske rettere omgå?) de barrierer, hele systemet kan udgøre for en person, som ikke ser meningen med institutionelle rammer, og som ønsker mulighed for at udøve sin magt ubegrænset.

Trump har aldrig skjult sine autokratiske tendenser. Endnu en embedsperiode med ham risikerer ikke bare at svække, men måske ligefrem at underminere integriteten i de institutioner, som vi ellers normalt betragter som bærende elementer i demokratiske samfund.

Selvom forskelle i den økonomiske politik under Trump og Harris på nogle områder er overordentligt store og kan få væsentlig betydning, står det typisk til at ændre igen, når den næste præsident kommer til. Men større ting er på spil ved USA’s præsidentvalg.

Trumps første periode rystede systemet. Spørgsmålet er, om systemet kan rystes så kraftigt, at det falder helt fra hinanden og ikke umiddelbart kan blive sig selv igen. Dog giver Polens eksempel, hvor det autokratiske PiS-styre (”Lov og retfærdighed”) efter otte år blev slået af pinden af den anderledes demokratisk orienterede Tusk, trods alt håb for demokratiers robusthed.