Fortsæt til indhold

Lavere renter kommer med en pris

Denne sommer er der paradoksalt nok blevet heppet på dårlige økonomiske nøgletal ud fra ønsket om lavere boligrenter. Men lavere renter kommer med en pris, så mon ikke boligejerne er bedre tjent med, at det går godt?

Debat
Mikkel HøeghBoligøkonom i Jyske Bank

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Mikkel Høegh

Isoleret set er lavere renter naturligvis godt. Det gør terminen mindre og frigiver dermed midler til at leve det gode liv. Dermed kan selv det mest triste nøgletal vinkles til at være en god historie for boligejerne. Andre fordele ved lavere renter er, at flere investeringer bliver rentable, og vores samfund dermed kan udvikles f.eks. mod en grøn omstilling.

Så lad os bare slå fast, at lavere renter er godt. Problemet er imidlertid, at tingene ikke altid kan isoleres. Lavere renter, kommer med en pris.

Selv om vi er blevet vænnet til en ekstraordinær lav rente igennem længere tid, er en lav rente ikke en naturlov. Rentenedsættelser kommer ikke af sig selv, men af en grund. Grunden til lavere renter skal være, at økonomien har brug for et venligt skub i den rigtige retning for at understøtte den økonomiske udvikling.

Nok er lavere rente skønt, men det er altså væsentligere med en indkomst, da gælden skal serviceres uanset rentens niveau.
Mikkel Høegh

Lige nu heppes der mange steder på lavere renter ud fra en betragtning om, at det er godt for boligejerne. Det er dog en sandhed med modifikation.

I virkeligheden har perioden de seneste halvandet med højere renter vist, at boligejerne nok klarer sig. Så længe at beskæftigelsen er høj, og der dermed kommer løn ind til at betale terminen. Rentestigningen fra 0,5 pct. p.a. på et 30-årigt realkreditlån til hele 6 pct. p.a. gav i hvert fald ikke noget løft i realkreditinstitutternes henstande og restancer.

Set i det lys er de kedelige nøgletal, vi har fået her hen over sommeren, ikke nødvendigvis lig med eufori for boligejerne. Nok er lavere rente skønt, men det er altså væsentligere med en indkomst, da gælden skal serviceres uanset rentens niveau.

En anden ting ved lavere renter er, at de understøtter boligmarkedet. Igen kan det være skønt for boligejerne med højere priser på mursten, da de højere priser er lig med en større formue. I hvert fald på papiret. I den forbindelse var den priskorrektion, vi fik oven på rentestigningerne, forholdsvis begrænset.

Og holder vi priskorrektionen op imod de prisstigninger vi fik efter at covid-19 brød ud, er vi på et højere niveau end før covid. Boligdebatten før coronakrisen handlede i høj grad om, hvorvidt boligpriserne var blevet for høje, og om der var brug for politiske indgreb.

Nuvel! Vi har efterfølgende fået konjunktur-modløbende ejendomsskatter, der vil virke som et anker i forhold til prisstigninger på boliger. Højere boligpriser udløser højere skattebetalinger og dermed dæmpes effekterne af lavere renter.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at markant lavere renter næppe er, hvad boligmarkedet har brug for lige nu. En vitaminindsprøjtning til et forholdsvist dyrt boligmarked mindsker ikke risikoen for, at vi fremadrettet vil have et mere sårbart boligmarked i et konjunkturomslag.

Udløses rentefaldet af en klassisk recession med en stor stigning i arbejdsløsheden til følge, kan der være mere ræson i rentenedsættelser. Men der er vi heldigvis ikke – og der skal meget til, før vi ender der.

Andre velkendte fænomener ved lavere renter er, at det ikke alene er boligpriserne, der bliver understøttet men den samlede efterspørgslen generelt. Det betyder, at de prisstigninger, som de stigende renter skal holde stangen, kan blusse op igen. Derfor skal vi ikke håbe på alt for tidlige rentenedsættelser.

Ligeledes vil en recession give anledning til formuetab på værdipapirer, pensionsopsparinger mv. Så det eventuelle boligejere måtte vinde ved en lavere termin tabes på pensionsformuerne, der dykker som følge af økonomisk afmatning. Så tingene er ikke helt sort hvide.

Lavere renter er derfor heller ikke en gave sendt fra de højere magter til boligejerne. De lavere renter kommer med en pris, og det gælder om at holde den rette balance.

Artiklens emner
Boligmarked
Privatøkonomi