Kvinden skovlede mad i sig 55 minutter i træk. Sådan forstår nogen ordet ”buffet”

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Hendes kniv og gaffel klingrede uafbrudt i 55 minutter. Der kom korte, påtvungne pauser, når tallerkenen var tom, så hun måtte op til ståldiskene med rundstykker, bacon, æg, frisk frugt, syltetøj og Nutella og fylde op.

Men ellers slap hun ikke sit bestik, mens Express 2 fløjtede tværs over Kattegat, kaptajnen oplyste om vindretningen over højtaleren, og flokke af edderfugle strøg hen over bølgetoppene. Jeg tror ikke, at hun bemærkede nogen af delene. Kaffe indtog hun, effektivt, ved et øjeblik at lægge værktøjet i højre hånd og gribe om kruset. I venstre hånd holdt hun stadig fast om kniven.

Nogle mennesker forstår ordene ”buffet” og ”ad libitum” på en særlig måde.

Man har for det første købt sig ret til at kunne tage lige så meget, man vil. Sejlturen fra Sjællands Odde til Aarhus varer 90 minutter, og kvinden spiste i de 55 minutter af dem.

For det andet har man købt sig fri af alment anerkendte normer for, hvordan man opfører sig i en gruppe. ”Buffet” og ”ad libitum” betyder, at normerne er suspenderet. Man kan tage samtlige grovbirkes på buffeten, alle melonstykker og skålen med Nutella-bægre af den grund, at man har købt sig ret til det. Om aftenen kan man drikke sig så bevidstløs som en nybagt student og optræde lige så begavet, fordi man har købt sig ret til det.

Kvinden var iført en Kenzo-bluse og et par dyre sneakers og virkede ikke udpræget angrebet af Binge Eating Disorder. Tværtimod. Der var ro og integritet over hendes projekt. En stille målrettethed. Hun lagde ud med æg og bacon, gik herfra til udvalget af surmælksprodukter og müsli og derfra til brødet. Ud for øen Hjelm rundede hun af med to pandekager, en dessert med hindbær og en tallerken frisk frugt i tern. Så lagde hun bestikket.

Kiggede jeg? Ja. Tog jeg virkelig tid? Ja, det endte det med. Hun spiste meget, og hun spiste længe, det er det ene. Det andet er, at hun udstillede et fænomen, der er interessant, nemlig selvbevilget normløshed.

Fænomenet stikker sin snude frem de sjoveste steder. For eksempel i meget konkurrenceprægede miljøer i private og offentlige virksomheder. I den slags miljøer oversætter nogen konkurrence til, at alt gælder. I konkurrencens navn er det i orden at sabotere nogle kollegers arbejde og bagtale andres. Selvbevilget normløshed baner vejen.

Kvinden i Kenzo-blusen kunne skovle mad i sig 55 minutter i træk, fordi hun bevilgede sig ret til, at der ikke gælder nogen normer for, hvordan man går til en buffet. Folk, der spiser i en firmakantine, ved det modsatte. Der hersket et mylder af uudtalte normer for, hvor meget man tager, forholdet mellem kød og grøntsager på tallerkenen, og hvor acceptabelt det er at gå let til salatbuffeten, men hårdt til ostebordet.

En bekendt blev for nylig eksponeret for selvbevilget normløshed på en kutter langt ude på Nordsøen. En blandet gruppe af lystfiskere fra Danmark og Tyskland havde betalt skipperen for at blive sejlet ud på Det Gule Rev og fiske.

Den dag lykkes alt. Lystfiskerne hiver torsk, lange, sej og kuller op i kolossale mængder. Da danskerne i gruppen har nået omkring 30 kg renset, fileret fisk pr. person, er der udbredt enighed om, at det er nok for i dag. 30 kg renset fisk er meget. En familie har fisk til et år i 30 kg, og der skal også være torsk tilbage til de lystfiskere, der skal ud ugen efter – sådan er deres ræsonnement.

En gruppe tyske lystfiskere på kutteren så anderledes på sagen. De så ingen normer og ingen grund til selvpåtvunget fangstbegrænsning. Nogle af dem gik i land med 100 kg renset fisk. 1 kg torsk i filet koster omkring 300 kroner hos en fiskehandler.

Ud fra et økonomisk og et juridisk perspektiv handlede den ene gruppe lystfiskere rationelt. Der var ingen regler, der regulerede, hvor meget de måtte fanges, og der var ingen prismekanisme, der gav dem et motiv til at holde igen. Derfor kan man ikke klandre den gruppe, der blev ved med at hive fisk op, da de andre sagde »nu er det nok for i dag«.

Man kan kun indvende – hvis man vil indvende noget – at gruppen dyrkede selvbevilget normløshed i fuld skala. Ligesom nogen måske kender det fra kolleger, der oversætter karrierekamp til bevidst sabotage af andres arbejde, og fra venner, der oversætter ”vin ad libitum” til patologisk beruselse efter hovedretten.

Selvbevilget normløshed kan noget.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes via www.andersheide.dk