Fortsæt til indhold

Kompleksiteten er ikke din fjende – den er en mulighed

Alle ved det: Fremtiden er umådelig svær at spå om. Alligevel synes det fortsat at være en hofdisciplin at gøre netop det i virksomheder og organisationer. Måske det ofte ikke bare er spild af tid, men også spild af muligheder?

Debat
Jacob Christoffer Pedersenforfatter og partner i rådgivningsfirmaet Into the grey

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Jacob Christoffer Pedersen

Spørgsmål: Hvis du skulle køre gennem den berømte og berygtede parisiske rundkørsel, ville du så lægge ruten på forhånd? Eller ville du acceptere, at ruten kommer til at opstå, efterhånden som du bevæger dig igennem den?

De fleste vil nok sige det sidste. For ruten afhænger af, hvad alle andre i rundkørslen kommer til at gøre lige præcis den dag, man skal igennem den. Fremtiden skabes konstant ud af de påvirkninger, der sker. Og ingen styrer det. Det er verdens iboende uforudsigelighed, som vi alle, også virksomheder og organisationer, er en del af.

Alligevel synes det i rigtigt mange virksomheder og organisationer fortsat at være hofdisciplin nummer ét at forsøge at få kontrol over parisiske rundkørsler og udviske kompleksiteten. ”Hvis vi afsætter X antal millioner, hvad får vi så ud af det?” ”Når vi har den her komplekse udfordring, hvad er så løsningen?” ”Hvordan skal vores organisation se ud, hvis vi skal stå ’rigtigt’ i forhold til fremtiden?”

Problemet er, at man enten fanges i en forestilling om, at det meste kan regnes ud, eller man forsøger at undgå at bevæge sig derud, hvor det netop ikke kan regnes ud. Begge dele svækker både konkurrence- og tilpasningsevnen. For det er ofte ved netop at bevæge sig fornuftigt og effektfuldt ud i det uvisse, kompleksiteten, at mulighederne opstår.

Så i stedet for hele tiden at forsøge at regne den ud burde man også træne evnen til at acceptere uforudsigeligheden og i de tilfælde gøre det, man kan kalde ”at trække virkeligheden tættere på”.

Ret fokus mod det, I gør

Men hvordan gør man så det? Desværre findes der ingen opskrifter til efterligning. Ingen formler. Ingen evidensbaserede femtrinsmodeller eller vidunderkoncepter. Men der er nogle tommelfingerregler, man kan begynde med.

Et første vigtigt skridt er at have dialoger om, hvordan I som ledere eller medarbejdere har det med at være i det komplekse, det uforudsigelige, det uvisse. En klassiske reaktion er at ville handle sig ud af det for at komme væk fra det, eller man bliver lammet af kompleksiteten. Men ofte vil der opstå fortællinger om, hvordan man også i visse situationer har undgået det. Hvor man så at sige ”kom ud på den anden side”, og hvad skete der i de situationer? Det er ofte den slags kontekstnære greb, der er de bedste at blive inspireret af.

Et andet skridt er en åben accept af, at uforudsigelighed også er en del af den virkelighed, man som virksomhed eller organisation skal agere i. Gør det eksempelvis ved i en ledergruppe eller i et team at lave en lang liste over udfordringer – store og små – I står over for den kommende tid. Drøft derpå, hvilke af de udfordringer, I mener, I kan finde løsninger på, og som kan implementeres med nogenlunde forudselige udfald. Og vær ærlige om, hvilke I ser mere som det at bevæge sig ind i parisiske rundkørsler: Hele tiden afhængig af, hvad andre gør.

Et sidste fif er at tage udgangspunkt i den retning, I gerne vil bevæge jer i. Ikke et slutmål. En retning. Og gå så på jagt efter eksempler - i jeres egen kontekst – på det, der understøtter, at I kan bevæge jer i den retning. Hvis retningen er øget kundeloyalitet: Hvad er så eksempler på, at det er sket lige netop hos jer? Og hvordan kan I understøtte, at der kommer flere af de eksempler? Det handler om at gøre det jordnært og håndgribeligt. Brug det, der allerede er, frem for at bruge al for megen tid på at skabe noget, som I ikke ved, om vil fungere.

Det er trafikken i den parisiske rundkørsel, som den former sig lige nu, hvor I kører i den, der giver jer de bedste muligheder for at tage jeres næste smarteste skridt i en ønsket retning. Hvis I ellers retter blikket mod den og for alvor forstår den.

For som man siger: Kompleksitet er ikke en fejl ved denne verden; det er selve den funktion, der får den til at fungere. Udvisk jeres egen kompleksitet, og I vil ikke fungere i den her verden.

Artiklens emner
Ledelse
Psykologi