Når fake reality bliver til ny reality
Vi er skræmmende hurtigt på vej ind i en verden, hvor vi skaber hver vores digitale virkeligheder på bekostning af vores fællesskab.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Over den seneste tid har vi set bl.a. Elon Musk dele falske kampagnevideoer om Kamala Harris og Trump, der har beskyldt Demokraterne for at snyde med antallet af tilhørere via manipulerede AI-fotos. Og også herhjemme ser vi politikere bruge deepfake videoer, hvor manipulerede billeder og videoer bliver brugt til at skabe en forvrænget virkelighed til at udstille politiske konkurrenter.
Deepfakes er med lynets hast gået fra at være en sjov online-gimmick til et potentielt slagkraftigt politisk våben.
Det er i sig selv en skræmmende udvikling og noget, som vi bør diskutere som samfund. Men det, der virkelig kan skræmme, og som vi burde debattere aktivt, er den virkelighed, der rammer os lige om lidt.
Med lanceringen af bl.a. Samsungs, Googles og snart også Apples AI-baserede mobiltelefoner og den hastige udvikling i gratis deepfake online-værktøjer bliver det uhyggeligt nemt for milliarder af mennesker at skabe falsk indhold, urigtige fakta – ja, hele virkeligheder.
Hvad sker der med os som mennesker og i vores relationer til hinanden, når vi ikke længere kan skelne, om vores venner, kolleger og familie præsenterer os for en konstrueret eller faktisk virkelighed?Natasha Friis Saxberg
Et par enkelte tryk på skærmen, og så kan man indsætte sig selv eller andre i alle tænkelige situationer. Pludselig kan man stå til et politisk møde, på en feriedestination eller med armene rundt om en anden – uden at det nogensinde har fundet sted – men hvor det ser fuldstændig ægte ud.
En realitet, der har helt andre og måske større implikationer, end når politikere tager teknologiske værktøjer i brug for at tryne deres politiske modstandere.
For hvad sker der med os som mennesker og i vores relationer til hinanden, når vi ikke længere kan skelne, om vores venner, kolleger og familie præsenterer os for en konstrueret eller faktisk virkelighed? Når fake reality bliver den ny reality?
En bekymrende udvikling
Digitale kaninhuller, hvor man bliver opslugt af og dyrker et emne i en sådan grad, at man mister fornemmelsen for, hvad der er sandt eller falsk, er ikke et nyt fænomen. Fans, følgere og fanatikere har altid eksisteret.
Men antallet af kaninhuller, dybden af dem og ikke mindst hastigheden, hvormed man kan falde i dem, er steget voldsomt. Jeg tror aldrig, at vi har haft så mange individer, der helt eller delvist lever i disse forvrængede virkeligheder.
Der er naturligvis mange årsager til, at man kan havne i, aktivt søge eller bidrage til et univers eller fællesskab om et emne, og hvor misinformation trives og i sidste ende trumfer fakta.
Effekten af det hos individet er der dog ingen tvivl om.
Flere studier har vist, at mere vrede, frustration, paranoia og angst er normale psykologiske følger, ligesom det kan føre til øget isolation, mistillid, polarisering og ødelagte sociale forhold, hvis man bliver eksponeret for fake news, misinformation og falske virkeligheder.
Velkommen til MIN verden
At man så nemt kan skabe og leve i sin helt egen verden og nøjes med at dele den med få ligesindede, er ikke bare usundt for os som individer, men er en trussel for det samfund, vi har brugt tusind år på at skabe sammen.
For hvordan kan vi holde sammen om familien, samfundet og vores fælles værdier, ting, der for få år siden virkede så fundamentale, evigtgyldige og ubrydelige, hvis tiltrækningen til de alternative fællesskaber er så stor og nem at komme ind i, at vi ender med at leve i hver sin virkelighed?
Forstå mig ret. Jeg ønsker hverken at forbyde politikere, sociale platforme, eller at folk har mulighed for at fordybe sig og dyrke et emne. Tværtimod.
Ifølge et studie fra eliteuniversitet MIT (Massachusetts Institute of Technology) er der 70 pct. større sandsynlighed for, at falske nyheder bliver delt i forhold til sande. Så når fake reality er så meget på fremmarch, samtidig med at vi er langt mere tilbøjelige til at dele det, bliver vi hver især nødt til at spille en rolle for at løse udfordringen. Der hviler et stort ansvar på it-branchen, der hele tiden skal sørge for at udvikle værktøjer, der via algoritmer og AI kan identificere og fjerne misinformation.
Men det ansvar gælder også os som individer, og det er en stadigt stigende svær opgave, derfor har vi brug for, at politikerne tager ansvar for at uddanne vores nation til at spotte og frasortere misinformation.
Den uddannelse starter i folkeskolen, men de samme værktøjer skal udbredes til alle borgere, så vi fortsat kan færdes sikkert på den teknologiske motorvej, der understøtter hele vores samfund og erhvervsliv.

