De unge strømmer ind på aktiemarkedet – og én ting bekymrer mig
Unge investorers ukuelige optimisme blandet med trends på sociale medier med tips og tricks til ”hurtige penge” på aktiemarkedet vækker bekymring, for bagsiden af optimismen er panik og kortsigtede beslutninger.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Det er blevet populært at have et aktiedepot, og det er bestemt en positiv udvikling, at flere unge tager ejerskab over deres økonomi. Lige nu er det faktisk hver fjerde ung over 22 år, der investerer sine penge.
Vi kan se, at den unge investor er kendetegnet ved at være langt mere optimistisk om fremgangen på aktiemarkedet end de ældre investorer, hvilket ikke nødvendigvis er en skidt ting.
Men denne ukuelige optimisme – blandet med massevis af trends på sociale medier med tips og tricks til ”hurtige penge” på aktiemarkedet – vækker en vis bekymring, for bagsiden af optimismen er panik og kortsigtede beslutninger.
Det optimistiske sind bliver udfordret
Mange af de seneste års nye investorer er unge, som trådte ind på aktiemarkedet under coronakrisen, da markederne udviklede sig positivt, eller blev motiveret af en Novo Nordisk-aktie, der skød i vejret. Nu står de imidlertid over for et aktiemarked, hvor der er flere dage med røde tal, dårlige nyheder og store fald.
Det bekymrer mig, at det skaber langt mere nervøsitet end nødvendigt. For det er nemt at panikke, når ens aktier pludselig falder, som det eksempelvis skete i starten af august. Her sendte recessionsfrygt og tvivl om levedygtigheden af de AI-tunge aktier markedet i bølgegang.
Hvis du nogensinde får lyst til at paniksælge, så husk dette regnestykke: En investering på 68.000 kr. i MSCI USA-indekset tilbage i 1980 ville i dag være vokset til omkring 7.140.000 kr.Philip Frijs
Faktum er dog, at vi allerede et par uger senere næsten er tilbage på samme niveau som før de store fald. Og det er i virkeligheden en vigtig huskeregel, når man pludselig mærker ærgrelsen og nervøsiteten stige, i takt med at ens aktier falder.
1. Derfor skal du ikke gå glip af de dårligste dage i markedet
Sandheden er, at det er noget nær umuligt at forudsige den kortsigtede udvikling af aktiemarkedet. Derfor kan det blive en dyr fornøjelse, hvis man som investor forsøger at time markedet og sælger aktier, når bølgerne pludselig går højt. Vi vil alle gerne undgå de dårligste dage, men hvis du forsøger at manøvrere ind og ud af markedet på det rigtige tidspunkt, så kan det faktisk have den omvendte effekt: at du også går glip af de bedste dage. Og hvis du først går glip af de gode dage, så kan det koste rigtig dyrt.
Data viser, at hvis du havde investeret i S&P 500 fra 1991 til 2024, ville du have fået et afkast på 11 pct. årligt på din investering, og hvis du blot gik glip af de 30 bedste dage, hvor aktiemarkedet steg mest i den periode, ville dit samlede afkast være halveret.
2. Tiden er dit stærkeste våben
»Bliv din egen chef, arbejd fra alle verdenshjørner og få en høj online indkomst direkte fra telefonen.«
Det er, hvad mange mennesker forsøger at sælge med deres get rich quick-investeringsprogrammer på sociale medier. Scams er i virkeligheden nok en mere korrekt betegnelse. For sandheden er, at der ikke er nogen hurtig vej til rigdom – og slet ikke på aktiemarkedet. Tiden er derimod dit stærkeste våben. Hvis man kigger 30 år tilbage og sammenligner afkastet ved at investere på årets højeste og laveste punkt, så er forskellen ofte minimal. At forsøge at time markedet vil som regel være spild af tid, og du risikerer i stedet at vente forgæves på det perfekte tidspunkt – som ikke findes.
3. Husk sneboldeffekten
Renters renteeffekten – eller som den også bliver kaldt: sneboldeffekten. Når du investerer, genererer dit afkast sit eget afkast over tid, og det er derfor allermest effektivt, når du giver dine investeringer lov til at vokse uafbrudt. Så næste gang de røde tal viser sig; husk at have is i maven og lad snebolden rulle videre.
Og hvis du nogensinde får lyst til at paniksælge, så husk dette regnestykke: En investering på 68.000 kr. i MSCI USA-indekset tilbage i 1980 ville i dag være vokset til omkring 7.140.000 kr.


