Fortsæt til indhold

Når verden bliver mindre, er det vigtigt at arbejde smartere

I takt med at hjemflagning af produktion gør verden mindre, er det afgørende at arbejde smartere, ikke hårdere. Der skal kompenseres for dyrere arbejdskraft med smartere fabrikker.

Debat
Lars Skovgaard AndersenInvesteringsstrateg i Danske Bank

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Lars Skovgaard Andersen

Global vækst er ikke, hvad den har været, og tiden med øget globalisering bliver i stadig højere grad afløst af hjemflagning af produktion, hvor vestlige virksomheder placerer deres produktion i eller tættere på deres hjemmemarkeder.

Mange amerikanske virksomheder er f.eks. i fuld gang med at flytte produktion hjem til USA, ligesom de også gør sig mindre afhængige af Kina ved at flytte produktion til andre lande som Indien og Mexico.

Årsagerne til den tendens er mange. Blandt de væsentligste er handelskrig med Kina, flaskehalse opstået under covid-19 og flaskehalse som følge af klimaændringer og krig, der blandt andet har ført til angreb på fragtskibe i Suez-kanalen og lavere vandstand i Panama-kanalen. Og det nytter som bekendt ikke noget at have et godt produkt og masser af købevillige kunder, hvis du ikke kan få produktet frem til kunderne.

Samtidig er der stigende fokus på ikke at blive fanget i afhængighed af lande, der kan bruge deres produktion af afgørende varer til at presse dig politisk. Det gælder f.eks. forsyningen af semiconductors (mikrochips), som er en uundværlig komponent i et hav af produkter, herunder også inden for militærindustrien. Her kan det både økonomisk og sikkerhedspolitisk være dybt problematisk at være for afhængig af fremmede magter.

Tendensen med flytningen og hjemflagning af produktion vil alt andet lige få negativ effekt på væksten i de lande, der tidligere har været vores foretrukne produktionslande.
Lars Skovgaard Andersen

Derfor ser vi også, at flere lande fokuserer på at give statstilskud til produktion i mere hjemlige rammer med USA som en af de absolutte frontløbere. Det giver ikke blot nye job, når fabrikker skal bygges, men selvfølgelig også når de efterfølgende skal drives. Og tilskuddene fra staten bakkes op af virksomhederne, der i USA har skruet gevaldigt op for investeringerne i hjemlige produktionsfaciliteter.

Ifølge de seneste data fra Federal Reserve Bank of St. Louis lå de samlede, annualiserede konstruktionsomkostninger inden for fremstillingsindustrien på 237 mia. dollar i juli 2024. Til sammenligning lå det tilsvarende tal på 128 mia. dollar i juli 2022 – og 82 mia. dollar i juli 2019.

Tendensen med flytningen og hjemflagning af produktion vil alt andet lige få negativ effekt på væksten i de lande, der tidligere har været vores foretrukne produktionslande. Til gengæld kan andre ”nye venner” nyde godt af tendensen, ligesom det giver nye muligheder for vestlige økonomier – og i den sammenhæng falder den rivende udvikling ingen for teknologi på et tørt sted. For i sin tid var der jo gode grunde til at placere produktionen i lande som Kina med billigere arbejdskraft som den væsentligste.

Her kommer robotterne så ind i billedet. I takt med at hjemflagning af produktion gør verden mindre, er det afgørende at arbejde smartere, ikke hårdere. Der skal kompenseres for dyrere arbejdskraft med smartere fabrikker, og en robot koster groft sagt det samme i USA og Kina.

Uanset hvem, der bliver ny præsident i USA, forventer jeg en fortsat hjemflagning af produktion – ikke mindst med god støtte fra politikere, der ønsker at gøre samfundet mindre sårbart over for politiske luner i fjerne lande. Det vil i så fald understøtte fortsatte investeringer i nye smarte fabrikker og dermed temaet automation og robotter, som vi har meget fokus på i vores investeringsteam. Her ser vi et rigtig interessant vækstpotentiale, som kan blive en solid drivkraft for en række selskaber inden for IT og industri.

Artiklens emner
Investering
Den grønne omstilling