Snart starter slagsmålene om underskud i EU-lande

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I slutningen af september vil EU-Kommissionen modtage udkast til EU-landenes finanspolitiske hensigter for de kommende år – herunder ikke mindst udviklingen i budgetunderskud. Det giver oftest anledning til ballade, da der typisk er en del lande, som har svært ved at leve op til EU’s budgetregler.

Flere lande blev allerede tidligere på året sat i skammekrogen, da de røg under den såkaldte ”excessive deficit procedure”. Det sker for lande med særligt store underskud, eller hvor forbedringen i underskuddet ikke følger det spor, der er lagt.

Små EU-lande med store underskud får sjældent stor opmærksomhed, men gælder det kernelande, trækker det overskrifter og sætter aftryk på de finansielle markeder. I juni klappede fælden f.eks. om Italien og Frankrig – det gør de forestående sværdslag mere afgørende.

EU ændrede tidligere i 2024 de budgetregler, som gang på gang har givet anledning til splittelse og kontroverser i regionen, men som på den anden side er et nødvendigt onde til at sikre opbakning og villighed til økonomisk og finanspolitisk sammenhold.

Det er, fordi reglerne blotlægger og begrænser uholdbar økonomisk udvikling eller med andre ord forhindrer, at lande opfører sig finanspolitisk uansvarligt og derved underminerer lysten hos de resterende lande til at deltage i f.eks. fællesfinansierede hjælpepakker i krisesituationer. For deltagerlande i eurosamarbejdet er rammerne ligefrem en nødvendighed.

EU’s budgetregler har i årevis fået kritik af økonomer for deres rigiditet og simple tilgang til finanspolitisk holdbarhed. Er offentlige underskud, der er drevet af store investeringer i efteruddannelse eller forbedret infrastruktur eksempelvis lige så problematiske i økonomisk forstand som underskud drevet af nedsat pensionsalder? Næppe. Det tager de nye regler i højere grad højde for.

Foruden skelen til de gamle budgetrammer med grænse for underskud på 3 pct. samt grænser for statsgælden udarbejdes nu også holdbarhedsanalyser, og der er generelt større fleksibilitet. Det er dog ikke 100 pct. klart, hvordan nye og gamle regler spiller sammen, og gennemsigtigheden bliver også lavere i et mindre firkantet setup. Det kan give anledning til kontroverser.

Frankrig og Italien er som nævnt allerede i fokus med underskud, der i 2023 lå meget højt på hhv. 5,5 og 7,4 pct. Det ekstraordinært store underskud i Italien skyldes ikke mindst en ekstremt gavmild støtteordning (”superbonus”) til energiforbedringer og klimasikring af private hjem.

Ordningen blev gjort mindre attraktiv i 2024, hvorfor Italiens underskud forventes at falde ned imod 4,5 pct. Meloni-regeringen har dog lovet flere skattelettelser i 2025, men samtidig signaleret, at Italien i 2026 vil levere et budgetunderskud på under 3 pct. Det kan blive yderst vanskeligt at opnå begge dele.

Frankrigs underskud lå klart lavere end Italiens i 2023, men landet opnår ikke samme automatiske forbedring, som Italien får med udløbet af store tilskudsordninger med voldsom effekt. Derfor vurderede kommissionen i foråret, at Frankrigs underskud kun ville ændres marginalt og ikke nå under 5 pct. i 2025. Frankrigs udfordring er – foruden presset på de offentlige finanser – en politisk kaotisk situation med et ekstremt splittet politisk landskab efter parlamentsvalget og et skrøbeligt lederskab under Macron.

Den nyudnævnte franske premierminister, tidligere brexit-forhandler Michel Barnier, er dog vant til at forhandle i et svært klima. Og den rolle skal han i høj grad mestre, hvis han både skal regere i et splittet fransk parlament med stærke yderfløje og samtidig sætte det franske statsbudget på en mere holdbar kurs.

EU-Kommissionen står i en vanskelig situation, hvor den på den ene side skal forsøge at skabe troværdighed om det nye finanspolitiske setup, som er i spil for første gang, og på den anden side er nødt til at udvise nogen pragmatisme i forhold til den ekstremt vanskelige politiske situation i særligt Frankrig.

En ting er sikkert: Investorerne vil holde et vågent øje.