Er biokul en klimaeffektiv løsning eller en fejlsatsning?
Biokul er i dag udråbt til en afgørende løsning for landbrugets klimaomstilling og samtidig et potentielt nyt eksporteventyr. Men storskala udrulning og kommerciel succes bliver kun en realitet, hvis landbruget og pyrolysebranchen kan fjerne de usikkerheder, som lige nu klæber til produktionen af biokul.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Biokul er blevet udråbt til en hjørnesten i klimaomstillingen af dansk landbrug og i indfrielsen af Danmarks klimamål. Den såkaldte Svarer-rapport konkluderer, at der skal satses på pyrolyse og produktion af biokul, hvis Danmarks skal nå sine klimamål. Og i Landbrugsaftalen, som kom i hus lige inden sommerferien, er der etableret en tilskudsordning på samlet godt 10 mia. kr. frem mod 2045 til lagring af biokul. Politisk forventer man, at det kan bidrage med en reduktion på minimum 0,3 mio. ton CO2 i 2030.
Hypen er også stor i erhvervslivet og blandt investorer, som i stigende grad kigger i retning af pyrolyse-projekterne. Drømmen om et nyt eksporteventyr for Danmark lever i bedste velgående. Senest har den nye brancheforening Pyrolyse Danmark set dagens lys.
Der er dog ikke kun medvind i sejlene for den danske biokul-satsning.
En række eksperter og grønne organisationer maner til besindighed og anfægter klimaeffekten af biokul. Flere har direkte været ude og advare om, at politikerne måske satser pengene på den forkerte hest.
Men hvad er egentlig op og ned? Er biokul og pyrolyse en klimaeffektiv løsning for landbruget? Eller er det en risikabel teknologi, som ikke vil levere de forventede CO2-reduktioner?
Det korte svar er måske. Pyrolyse har store potentialer. Det kan blive en vigtig teknologi for landbruget og bane vejen for eksport. Men der er også en række ubekendte, som skal adresseres nu, hvis potentialerne skal indfries.
Negativ emissionsteknologi
Lad os starte med de klare potentialer. Først og fremmest har pyrolyse og omdannelsen til biokul et stort potentiale, fordi det er en teknologi, der kan hive CO2 ud af atmosfæren - noget vi i den grad har og får brug for, hvis man læser både IPCC-rapporter og klimaministeriets plan for 2045-målet.
Pyrolyse fungerer helt kort sådan, at man opvarmer planterester - oftest halm - som derefter omdannes til biogas og biokul. Gas, som kan bruges til grønt brændstof til fly og lastbiler og biokul, som kan spredes på danske marker. På den måde indfanger og fjerner man CO2 fra atmosfæren og lagrer det i jorden. Der er derfor tale om en såkaldt negativ emissionsteknologi. Og biokul er en effektiv lagringsteknologi, som kan langtidslagre CO2 - 80 procent af kulstoffet i biokullet er der således stadig efter 100 år.
Ud over de potentielt positive klimaeffekter, har forskning også vist, at biokul kan forbedre jordens kvalitet og dyrkningsevne. Og så vil der være en stor portion overskudsvarme fra produktionen, som kan indgå i fjernvarmesystemet.
Desuden er pyrolyse-teknologien en teknologi, som man har mange års erfaring med blandt andet til kommerciel fremstilling af trækul - dog ikke i fuld skala, når det kommer til restprodukter fra landbruget (det vender vi tilbage til).
Flere ubekendte
Nu til de men’er, når det kommer til pyrolyseteknologiens potentialer. Det er først og fremmest en teknologi, hvor der fortsat er mange ubekendte. Teknologien har endnu tilgode at bevise sit værd i forhold til landbrugssektoren, hvor der i dag kun er etableret ét fuldskala pyrolyseanlæg.
Det er desuden en dyr teknologi. Etablering af storskala pyrolyseanlæg er en trecifret millioninvestering og hidtil har salget af pyrolysegas og overskudsvarme ikke været tilstrækkeligt til at skabe en økonomisk rentabel produktion. Med tilskudsordningen i Landbrugsaftalen er der taget et vigtigt skridt, som betyder, at det både for landmænd og investorer bliver mere økonomisk attraktivt at satse på teknologien. Det ændrer dog ikke ved, at teknologien på sigt skal bevise sig på kommercielle vilkår.
Et andet risikoelement er mængderne af restmaterialer, som vi skal bruge for at kunne levere den mængde biokul, der politisk er ambitionen i dag. Vi har ikke ubegrænset adgang til halm eller træ. En rapport fra NIRAS viser dog, at der er nok restbiomasse i Danmark til at nå en årlig CO2 lagring på 2 mio. ton, hvis man bruger både halmrester, gylde, spildevandsslam, dybstrøelse og haveaffald.
Den forudsætning skal dog ses i relation til, at der er en usikkerhed omkring klimaeffekten, når der ikke blot er tale om biokul produceret af resthalm, hvor klimaeffekten kommer inden for få år. Ifølge Rådet for Grøn Omstilling vil klimaeffekten for gylle, der har været igennem et biogasanlæg, først indtræffe mellem 8 og 40 år, for træ vil der gå cirka 30 år, før pyrolyse har en klimaeffekt.
Nu skal teknologien bevise sit værd
Der er med andre ord flere ting, der skal falde på plads, hvis pyrolyse og biokul frem mod 2030 og skal kunne leve op til forventningerne.
Vi skal have styr på udbuddet af restmateriale - at det faktisk er stort nok til at kunne bære investeringer i storskala pyrolyseanlæg på tværs af Danmark. Vi skal have afdækket de usikkerheder, der ligger i lagringen af biokul. Og så skal vi se de første kommercielle storskalaanlæg i drift, som også skal bevise, at det er muligt på sigt for teknologien at blive økonomisk rentabel.
De politiske rammevilkår og tilskud er på plads. Så vejen er banet for, at teknologien kan skaleres og udrulles.
Nu handler det om, at landbruget, pyrolysebranchen og investorerne skal i gang, og de kommende år lykkes med at bevise, at det er en rentabel satsning - både for klimaet og for danske virksomheder.
