Nej, opsparing til pension er ikke en politisk hæveautomat
Flere partier, herunder Venstre, Moderaterne, Liberal Alliance og nu også Alternativet, vil gøre det nemmere at råde over sine pensionspenge før tid. Det risikerer at underminere den økonomiske tryghed for danske pensionister.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Flere partier vil gøre det muligt at trække penge ud af sin arbejdsmarkedspension før pensionsalderen. Det er i sig selv stærkt problematisk, at politikerne blander sig i løn- og ansættelsesforhold, som aftales af arbejdsmarkedets parter. Men ikke nok med det: De risikerer også at underminere det danske pensionssystem, der flere gange er blevet udråbt som et af verdens bedste.
Den position skyldes i meget høj grad kollektive, solidariske arbejdsmarkedspensioner. De går tilbage til trepartsaftalen Fælleserklæringen fra 1987, da arbejdsmarkedets parter tog opgaven på sig at opbygge arbejdsmarkedspensioner via overenskomsterne. Det er i den grad lykkedes.
Danmark står i den lykkelige situation, at 9 ud af 10 lønmodtagere i dag sparer op til alderdommen. Det giver både tryghed for de mange og sikrer holdbarheden af de offentlige finanser på langt sigt.
Det er lidt paradoksalt, at politikerne kaster sig over pensionsopsparingen netop nu, hvor de offentlige finanser ikke har haft det bedre.Ole Just
Alt det er politikerne åbenbart parate til at sætte på spil. Liberal Alliance foreslår i deres udspil ”Tryg Fremtid”, at forældre skal kunne trække penge til ekstra barsel ud af deres pensionsordning. Og at pensionskasserne skal agere banker for førstegangskøbere for den mest risikofyldte del af boligfinansieringen.
Venstre har kaldt LA’s udspil ”rigtigt fint”, og mener ligesom Moderaterne, at pensionssystemet skal have en overhaling. Senest har Alternativet foreslået en tidsopsparing, der skal give mulighed for mere fravær i løbet af arbejdslivet. Pengene skal bl.a. findes ved at tage op til 1 mio. kr. af pensionsopsparingen. Og via højere skat på pension, hvilket ikke ligefrem vil øge lysten til at spare op.
Det er lidt paradoksalt, at politikerne kaster sig over pensionsopsparingen netop nu, hvor de offentlige finanser ikke har haft det bedre. De seneste års historier om risikoen for overopsparing i lyset af, at vi skal arbejde længere, har nok spillet ind på politikkernes iderigdom?
Politikerne overser i deres iver, at både offentlige og private overenskomster giver den enkelte fleksibilitet til selv at bestemme over en del af indbetalingerne til pension i form af fritvalgsordninger (9 pct. i de private overenskomster), hvor pengene kan gå til løn, pension eller fridage.
I stedet for at gribe ind i de overenskomstbaserede aftaler burde Christiansborg fokusere på de overordnede rammer ved finde frem til en ny social bæredygtig regulering af pensionsalderen. Så skal arbejdsmarkedets parter nok sammen med medlemmerne sørge for at finde de rigtige løsninger. For en tryg alderdom skal være for de mange – ikke et privilegium for de få.

