Mangel på arbejdskraft: Arbejdsgiverne må til lommerne
Når efterspørgslen overstiger udbuddet, reagerer markedet normalt ved, at køber er villig til at betale en højere pris. Men det gælder åbenbart ikke arbejdskraft, når man spørger arbejdsgiverne.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
For et år siden var Dansk Erhvervs direktør Brian Mikkelsen endnu en gang ude med fortællingen om mangel på arbejdskraft.
»Allerede i dag har manglen på arbejdskraft kostet vores virksomheder milliarder af kroner – og det vil kun tage til,« lød det i Berlingske. Siden da er beskæftigelsen steget med over 25.000 personer.
Det er ikke den eneste gang, Brian Mikkelsen eller andre arbejdsgivere har sagt, at ulven kommer. Det er sket ret hyppigt de seneste ti år – ofte med ret alarmistisk retorik.
Men der er et quick fix, når det kommer til manglen på arbejdskraft her og nu – den mangel, der gør, at virksomhederne åbenbart taber milliarder af kroner. Løsningen er lidt højere lønninger. Det vil sænke efterspørgslen efter arbejdskraft en lille smule, og således få udbud og efterspørgsel til at mødes. Det er en af hovedpointerne i en ny bog, som jeg er medforfatter til.
Set over en lidt længere tidshorisont bliver arbejdsgivernes fortælling om mangel på arbejdskraft mere underlig. Hvordan kan man vide, at der er for lidt arbejdskraft om 20 år? Holder lønmekanismen pludseligt op med at virke?
Mangel på arbejdskraft er et naturligt fænomen i en højkonjunktur, hvor det kan tage tid, før lønnen tilpasser sig den nye efterspørgsel. Men hvis der skal være mangel på arbejdskraft på et specifikt tidspunkt ude i fremtiden, er det fordi, arbejdsmarkedet ikke kan balancere.
Det er der ikke noget økonomfagligt grundlag for at tro.
Der kan ganske givet være færre personer i arbejdsstyrken på baggrund af ren demografi. Men færre personer i arbejdsstyrken sænker behovet for ydelser relateret til arbejdsmarkedet. Der er brug for lidt færre kontorstole, lidt mindre mad i kantinen og lidt mindre hjælp til musearmen. Der er derfor også brug for lidt færre medarbejdere på kontorstolefabrikken, lidt færre kantinemedarbejdere og lidt færre ergoterapeuter. Der vil altså ske et fald i efterspørgslen efter arbejdskraft.
En befolkning, der er mindre eller bruger mindre tid på at arbejde per person, vil også have behov for færre ting, der så behøver færre mennesker til at producere. På den måde går det op.
Der kan dog være steder, hvor vi som samfund ønsker noget andet end det, markedet vil levere uden indblanding. For eksempel uddannelse. Færre ville nok uddanne sig, hvis de selv skulle betale hele omkostningen selv. Derfor subsidierer samfundet i høj grad uddannelse.
På samme måde kan vi være nødt til at blande os, når vi har specifikke ønsker til grøn omstilling eller velfærd. Det er ikke givet, at lønnen kan bringe samfundet hen, hvor man ønsker. Det gælder både på helt kort sigt og på længere sigt.
Man kan sagtens have et ønske om, at Danmark skal vokse og vokse, og at vi skal producere til hele verden. I så fald får man brug for mere arbejdskraft. Men på lang sigt vil det også være sådan, at lønnen balancerer udbud og efterspørgsel.
Mangel på arbejdskraft er derfor ikke et samfundsproblem. Hvis arbejdsgiverne vil have løst manglen på arbejdskraft – så må de selv til lommerne.
