Aktieopsvinget er næppe løbet tør for landevej

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Den økonomiske og politiske nyhedsstrøm er taget til i styrke. Og hvis man tilhører gruppen af ”perma-pessimister”, må nyhedsstrømmen ligne et overdådigt tag-selv-nyhedsbord. Men der ER også ting der kan gå godt.

Paradokset for investorer er, at høj usikkerhed går hånd-i-hånd med høje forventede afkast, og at det dermed kommer med en høj pris, at udskyde investeringsbeslutninger indtil data og nyheder har bekræftet de forventninger, man måtte have.

I lyset af det overordentligt stærke aktieopsving man har set de seneste 12 måneder, et usikkert amerikansk præsidentvalg den 5. november samt eskaleringen af konflikten i Mellemøsten, kan det måske undre, at aktieopsvinget endnu ikke er løbet tør for landevej?

De primære forklaringer er følgende:

Det økonomiske billede har ændret sig

Lige siden pandemiens flaskehalse, ledsagende finanspolitiske stimuli samt energikrisen i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine har globale investorer og pengepolitiske myndigheder først og fremmest bekymret sig om inflation og inflationsbekæmpelse. Det har ændret sig. Inflationen er under kontrol, og verdens centralbanker har taget hul på pengepolitiske lempelser. Økonomisk vækst har overtaget førerrollen, når det gælder markedernes bevågenhed.

Det gælder ikke blot den amerikanske centralbank, som jo styrer efter både stabil lav inflation og fuld beskæftigelse, mens også den europæiske centralbank. I sin seneste tale sagde ECB’s Isabel Schnabel, at man ikke kan ignorere aktuelle modvinde for økonomisk vækst. Næste rentelempelse fra ECB kommer formentlig den 17. oktober, mens Federal Reserve ventes at sænke renten igen den 7. november.

Stærk amerikansk cocktail af vækst og stimuli

Det er helt usædvanligt, at man indleder pengepolitiske stimuli samtidig med, at den økonomiske vækst ligger over det langsigtede vækstpotentiale. Det er tilfældet lige nu. Den økonomiske vækst har overrasket positivt siden starten af 2023. Dengang var en forklaring, at de finanspolitiske stimuli fra pandemien forlængede vækstopsvinget. Men i takt med at denne opsparing er brugt på dagligvarer, benzin og elektronik, sniger en anden mistanke sig ind: Måske er pengepolitikken slet ikke så stram som vi tror?

Vi kommer fra en periode med helt exceptionelt lave renter, og har været igennem en ”rentenormalisering”. Data peger på, at virksomheders renteudgifter (netto) slet ikke er steget i perioden siden første renteforhøjelse i marts 2022 til første rentenedsættelse i sidste måned. Dette kan lade sig gøre pga. betydelig refinansieringsaktivitet før rentestramningerne tog fat, samt pga. øget provenu på stigende kontantbeholdninger.

Der er naturligvis betydelig usikkerhed knyttet til det amerikanske præsidentvalg og udviklingen i Mellemøsten. Men der er også en tendens til, at man overvurderer den økonomiske betydning af begge dele!

Amerikansk præsidentvalg

Historien viser, at der ikke er væsentlig forskel på aktieafkast i de enkelte valgår mellem demokratiske og republikanske sejre. Vi kan konstatere, at aktiemarkedet klarer sig 4-5 pct. bedre ved en republikansk sejr, end en demokratisk. Men kun i de første 30 dage efter valget. På længere horisonter udviskes forskellene, da præsidentvalget langt fra er den eneste katalysator for økonomisk vækst og priser på finansielle aktiver. En måned før valget er resultatet overordentligt usikkert. Det gælder både valget af præsident og flertallet i Kongressens kamre.

Mellemøsten

Krige er voldsomme, og optager naturligvis en stor del af nyhedsbilledet. Men indtil Irans missilangreb på Israel den 1. oktober, var de finansielle markeder i vid udstrækning upåvirkede af handlingerne. Dette angreb gav dog anledning til de sædvanlige rygmarvsreaktioner: Dollar-styrkelse, faldende obligationsrenter og stigende oliepriser. Men alt sammen har været småtterier. En væsentlig forklaring er, at oliemarkedets største ”problem” før eskalationen i denne krise var et for stort udbud af olie. Dette har ikke ændret sig.

Desuden er global økonomi langt mindre olieafhængig i dag, end tilfældet var under 1970’ernes oliekriser samt under 1. golfkrig i 1990. Og spørgsmålet er, om Israel virkelig finder det hensigtsmæssigt at angribe iranske oliefelter, ved vidende at det vil skabe betydelig vrede hos deres nærmeste allierede.

Ting kan gå galt, som eksempelvis konklusionen om, at vækstopsvinget fortsætter. Men det er ikke det, som ligger i kortene lige nu. Og lidt perspektiv: Historisk har vi befundet os i et ”bull-marked” cirka 82 pct. af tiden.