Det er en dyr og dårlig ide at spare på uddannelse til ledige
Hvis Christiansborg følger anbefalingen fra regeringens ekspertgruppe om at skære i uddannelsen til ledige, risikerer det at koste dyrt, lyder det fra de økonomiske vismænd.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Hård kritik kan man roligt kalde det, som de økonomiske vismænd retter mod regeringens Ekspertgruppe for fremtidens beskæftigelsesindsats. Og det er ikke første gang. De Økonomiske Råd (DØR) har længe været kritiske over for idéen om at spare hele 3 mia. kr. på jobcentrene.
Det politiske krav om 3 mia. kr. betyder ifølge DØR, at man risikerer at stramme skruen så meget, at det går ud over indsatser, som samfundsmæssigt er en god investering, fordi de er effektive til at gøre ledighedskøen kortere. Og det er præcis, hvad der ser ud til at være på vej, hvis Christiansborg vælger at spare op til 1 mia. kr. på uddannelse til ledige.
DØR frygter, at nedskæringerne vil gøre det sværere at komme i job, så den såkaldte besparelse i stedet vil ende med at blive en dyr affære.
DØR’s kritik tager afsæt i ”Humlum-analysen”, som bruger en ny metode, der bedre kan identificere effekten af uddannelsesaktivering. Analysen, der er navngivet efter økonom Anders Humlum, viser, at uddannelsesaktivering øger beskæftigelsen med hele 29 pct. to år efter for dem, der gennemfører hele uddannelsesforløbet. Analysen viser det sort på hvidt: Muligheden for at få nye kompetencer og færdigheder er vigtig. Og særligt for personer, som er nødt til at skifte spor.
Så det giver rigtig god mening at give ledige kompetencer, arbejdsmarkedet har brug for. Selvfølgelig, får man næsten lyst til at sige. Men det er Finansministeriet og Beskæftigelsesministeriet fortsat ikke enige i. Når ledige først skal bruge tid på at opkvalificere sig, går der længere tid, før de kan komme i job, lyder argumentet.
Den position er blevet udfordret flere gange de seneste år med udgangspunkt i ovennævnte analyse. Uden held. På trods af at Finansministeriet har indrømmet, at analysens metode, ”ligger højere i evidenshierarkiet” og dermed giver mere solid evidens end de analyser, der ligger til grund for ministeriernes regneprincipper.
Beskæftigelsesministeriet har undervejs slået på, at analysen ikke er fagfællebedømt og publiceret i et anerkendt økonomisk tidsskrift. Den afvisning kan stå for fald nu, da analysen er afleveret til Journal of Political Economy.
Om det er nok til, at ministerierne vil revidere deres regnemetoder på den korte bane, har vi til gode at se. Men presset stiger. Regeringen skal forsøge at lande en reform af beskæftigelsessystemet. Hvis de forhandlinger, ligesom ekspertgruppens anbefalinger, skal ske på basis af forældede regneprincipper, risikerer vi alle at tabe – ikke mindst de ledige, der har brug for uddannelse til igen at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
