Bødskov: Nu ruller vi den røde løber ud for de producerende virksomheder
Regeringen vil etablere en ”one-stop-shop”, så produktionsvirksomheder med ønske om at bygge nye faciliteter kun skal henvende sig ét sted. Og så skal der skabes nye industriparker, skriver erhvervsministeren.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Byggetilladelse, miljøgodkendelse, spildevandstilladelse – og jeg kunne faktisk blive ved. Det kan nemlig kræve op mod 20 forskellige myndighedstilladelser, når en virksomhed vil udvide eller bygge nyt produktionsanlæg i Danmark.
Oveni det tal kan vi så lægge, at det for virksomhederne kræver sagsbehandling fra en lang række forskellige statslige og kommunale myndigheder og selskaber.
Jeg tror, de fleste, der repræsenterer dansk erhvervsliv, rykker sig lidt i håret over, at ovenstående er virkeligheden i Danmark. Det gør jeg også.
Men faktum er også, at det her er en svær sag. For på den ene side har vi en række nødvendige godkendelsesprocesser, der sikrer alt fra miljøhensyn til at ordentlige brandforhold er på plads. De er både til gavn for den enkelte virksomhed, for borgerne i lokalområdet og for samfundet som helhed.
På den anden side har vi et vigtigt hensyn til netop vores virksomheder i Danmark. At de hurtigt kan stikke spaden i jorden, når de står med planer om at udvide. At de kan matche den skarpe konkurrence, vi ser i lande som Kina og USA, hvor sagsbehandlingstiderne er langt kortere. For virksomhederne har alternativer til Danmark, hvis myndighederne nøler, når de står der med projektplaner i hænderne.
Hvis vi ikke gør noget, risikerer vi, at det koster arbejdspladser og vækst, eksempelvis for de tusindvis af arbejdspladser, der er i dag i den danske life science-produktion. Men det kommer også til at koste fremskridt, eksempelvis på spirende grønne industrier så som Power-to-X og biosolutions.
Derfor sætter vi nu ind. Vi ruller den røde løber ud for vores produktionsvirksomheder. De skal ikke bare vide, de er velkomne i Danmark. De skal også mærke det.
Helt konkret etablerer vi en såkaldt ”one-stop-shop”. Det betyder, at når en produktionsvirksomhed fremover vil etablere nye store produktionsfaciliteter – med masser af nye arbejdspladser til følge – så er der én indgang.
Man bliver altså ikke længere sendt rundt i systemet mellem forskellige myndigheder. I stedet får man samlet hjælp ét sted til at navigere i de tilladelser, der er nødvendige at søge.
På den måde skaber vi både hurtigere sagsbehandling. Men vi skaber også et mere gennemskueligt system med forudsigelighed til vores virksomheder. Det skylder vi dem ærligt talt.
For det her handler ikke kun om penge til dansk økonomi. Det handler også om, hvilket samfund vi gerne vil skabe. Og vi skal huske, at det her har betydning for danske arbejdspladser i hele landet.
Lige nu står produktionsvirksomhederne for hver femte arbejdsplads i vores landdistrikter. Danmark lever ikke kun af innovation og kloge hoveder. Vi lever i den grad også af vores fabrikker og produktionshaller, og hvis vi skal følge med resten af verden, bliver vi nødt til at komme op i gear.
Derfor ønsker regeringen også at lave nye industriparker til produktionsvirksomhederne. Som det er i dag, kan det nemlig være svært at finde egnede arealer. Det oplever både produktionsvirksomhederne og kommunerne.
For det kræver ofte en bestemt infrastruktur. God adgang til større veje. Adgang til el-net, vand og afledning af spildevand.
Industriparkerne kommer til at spille en vigtig rolle i at løse den udfordring. Attraktive områder, som står klar til, at man som virksomhed hurtigt kan rykke ind og realisere sine projekter.
Vi ved godt, at løsningerne ikke fjerner alle byrder og al bøvl for vores produktionsvirksomheder. Men det er skridt i den helt rigtige retning, som er efterspurgt af mange, og som nu bliver til virkelighed.


