Fra grønne ambitioner til realitet: EU og Danmark sakker bagud

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Hvordan kan EU genvinde og fastholde den grønne konkurrenceevne? Baseret på indholdet af den længe ventede rapport, af den forhenværende præsident for den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, hersker der ingen tvivl om, at vi i EU har nølet med at prioritere den teknologiske udvikling og grønne initiativer.

Det globale marked har forandret sig, og med hjælp fra amerikansk og kinesisk statsstøtte er EU ved at blive sat langt bagud. Selvom det er belejligt at rette kritikken mod Bruxelles for manglende handling, bør medlemslandene se indad, også Danmark. Den europæiske kommission har fremlagt politiske ambitioner og planer, som skal sikre, at vi når vores klimamål. Nogle af de mest gennemgribende af slagsen inkluderer ’European Green Deal’ og ’Fit for 55’.

Der er holdt mange grønne skåltaler, også i Danmark. Vi har også set en lang række politiske aftaler blive fremlagt med et bredt flertal bag sig i Folketinget. Alligevel ser vi forgæves mod implementeringen af disse. Kun én vindmølle blev opstillet på land i 2023. Det til trods for, at regeringen i 2023 deklarerede, at vi inden 2030 skulle firedoble produktionen af strøm produceret af vindmøller og solceller på land.

Draghi fastslår, at hvis vi formår at udmønte vores aftaler på tværs af EU, vil vi opleve øget vækst og konkurrenceevne. Det modsatte er gældende, hvis vi fejler. I stedet vil vi være afhængige af lande uden for EU for at nå i mål med dekarboniseringen, og vi ender med at stå tilbage med en svækket økonomi og øget forsyningsrisici.

Selvom de stigende energipriser ikke trækker mange overskrifter længere, konkluderer Draghi, at energipriserne stadig udgør en trussel for europæisk vækst. Energipriserne er to til tre gange dyrere i EU sammenlignet med USA. Det er både mærkbart for almene borgere og for virksomhederne – og det er ikke holdbart på den lange bane.

Men det understreger endnu engang, hvor afgørende energipolitik er blevet for finanspolitik. Energipolitik er for alvor også blevet en del af sikkerhedspolitikken som følge af den russiske invasion samt vores afhængighed af Kina, når det gælder sjældne metaller. Det nytter derfor ikke længere at medlemslandene tænker i siloer, fordi vores energi-, sikkerheds- og finanspolitik gennem årene er blevet så tæt forbundet.

At medlemslandene ikke har udmøntet aftalerne, efterlader os i stilstand, mens de globale markeder overhaler os indenom.

Et nyligt eksempel er forsinkelsen af det planlagte brintrør igennem Jylland som nu først er planlagt til at være etableret i 2031 frem for 2028 som oprindeligt planlagt. Det er problematisk, og vi risikerer at Tyskland ser mod andre eksportører end Danmark for at kunne leve op til deres målsætning om begrænsning af CO₂ udslip. Vi risikerer derfor at gå glip at et eksporteventyr, mange investorer og danske virksomheder ellers har haft høje forventninger til. Eksemplet viser, de store risici private udviklere og investorer står overfor. Seneste har vi også set hvor vanskeligt det er at få skabt et holdbart fundament for Europas eneste producent af batterier til elbiler, Northvolt i Sverige.

Eksempler er der desværre mange af, inkluderende Energiø Bornholm. Jeg håber, at den danske regering vil gå forrest ved at implementere de mange aftaler, som allerede er på plads, men som indtil videre samler støv på grund af langsommelige godkendelsesprocesser for grønne energiprojekter og uklarhed om incitamenter til virksomheder. Men nok så vigtigt er det, at der kommer øget fokus på at opkvalificere arbejdsstyrken, for uden de nødvendige hænder og hjerner bliver der ikke skabt nye bæredygtige energikilder, når der – før eller siden – er finansiering, godkendelser og aftagere af grøn energi på plads.

Et paradoks vi ikke ønsker at opleve.