Travlhed i centralbankerne: Kursen er sat mod lavere renter

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

»The time has come for policy to adjust. The direction of travel is clear, and the timing and pace of rate cuts will depend on incoming data, the evolving outlook, and the balance of risks.«

Det var budskabet fra Jerome Powell, formanden for den amerikanske forbundsbank, Federal Reserve (Fed), på årets vigtigste møde for toppen af poppen inden for pengepolitik, nemlig Jackson Hole-symposiet.

Det fandt som altid sted i slutningen af august og er i stigende udstrækning blevet STEDET, hvor de store centralbanker lufter deres tanker for omverdenen om mulige nybrud i pengepolitikken.

Og på årets møde varslede Powell altså, at Fed var klar til at påbegynde en rentesænkningscyklus og dermed følge i kølvandet på ECB, som allerede havde sat renten ned i juni. Det var i sig selv lidt af et nybrud, eftersom Fed normalt er først til at reagere, når der skal sadles om i rentekursen.

Som bekendt valgte Fed at sætte renten ned fra 5,5 pct. til 5 pct. på sit møde i september, mens ECB med sin rentesænkning i forrige uge har reduceret renten fra 4 pct. til nu 3,25 pct. Og spørgsmålet er ikke, om renten bliver sat yderligere ned, men kun med hvor meget og hvor hurtigt.

Forventningen er, at Fed sætter renten ned igen med 0,25 procentpoint på sit næste møde, som finder sted umiddelbart efter præsidentvalget, og mange mener, at ECB kommer til at sænke renten med yderligere 0,5 procentpoint på sit næste møde i december.

Men hvorfor har centralbankerne så travlt for tiden?

For selvom inflationen er ved at komme under kontrol, er den såkaldte kerneinflation, som udelader energi- og fødevarepriser fra målingen, fortsat langt over målsætningen på 2 pct. på begge sider af Atlanten.

Endvidere er arbejdsmarkederne stærke og skaber grobund for historisk høje lønstigninger, som risikerer at blive overvæltet i forbrugerpriserne.

Et svar kunne være, at den høje rente gør det svært at finansiere de markant stigende udgifter til bl.a. forsvaret, den grønne omstilling og servicering af den offentlige gæld, som er steget voldsomt i mange lande i kølvandet på pandemien, hvis ikke renten kommer hurtigt ned.

Og selvom centralbankerne er uafhængige, kan man ikke udelukke, at de gør sig tanker i den retning.

Et andet svar er, at der er behov for lavere renter her og nu for at trække Europa ud af vækstdyndet. Det er ikke i samme udstrækning tilfældet for USA, hvor økonomien fortsat er stærk, men det er vigtigt at holde sig for øje, at pengepolitikken også i USA virker med en lang forsinkelse.

Stramningen af de finansielle forhold er derfor ikke nødvendigvis slået fuldt igennem på økonomierne endnu, selvom det er længe siden, at renten senest blev sat op. Desuden dæmper pengepolitikken aktiviteten, så længe styringsrenten er højere end den såkaldte (aktivitets-) neutrale rente, som sigtekornet derfor nu rettes mod.

Det ubehagelige i dén øvelse er imidlertid, at ingen rigtig ved, hvad den neutrale rente er.

Den nyeste forskning indikerer, at den nok er omkring 3,5 pct. i USA og 2,25 pct. i euroområdet. Men virkelighedens verden er lunefuld, og centralbankerne må derfor føle sig frem skridt for skridt og træffe deres beslutninger fra møde til møde på basis af den økonomiske udvikling.

Der er selvfølgelig en vis risiko for, at der trædes forkert undervejs, men rejsen mod neutral er påbegyndt, og lige nu regner de finansielle markeder med, at de store centralbanker vil have afsluttet den ved slutningen af 2025.

Det betyder, at vi herhjemme kan se frem til renter under 2 pct., da Nationalbanken jo på grund af fastkurspolitikken følger ECB i tykt og tyndt, medmindre der sker noget helt uforudsigeligt.

Om det niveau så også er neutralt for den økonomiske aktivitet i Danmark, må tiden vise. Personligt er jeg nok af den holdning, at dansk økonomi ikke har behov for så lave renter, fordi arbejdsmarkedet fortsat er stærkt, og boligpriserne rekordhøje, selvom renten er betydeligt højere end for få år siden.

Men én ting er sikkert. Fastkurspolitikken rokkes der ikke ved, så hvis det hele løber løbsk, må andre midler tages i anvendelse for at dæmpe udviklingen.

»Sådan er det jo,« som Margrethe Vestager engang udtrykte det så rammende, omend konteksten var en helt anden end dansk pengepolitik.