Politik som absolut sidste udvej
Årets Nobelpris i økonomi er en understregning af, at vores velstand i høj grad kommer af at sætte grænser for politik.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Mange af os tænker uvilkårligt på politik på denne måde: Hvordan ville verden se ud, hvis jeg havde ubegrænset magt til at få ting gennemført. Og det er så vores politiske program. Hvis vi støder på noget, vi ikke bryder os om eller vil have anderledes, ønsker vi, at politikerne tager sig af det. Politik er blevet den naturlige arena for næsten alt. Som vores forfædre anråbte guderne om hjælp, kalder vi på politikerne.
Det er virkelig paradoksalt, fordi den relativt høje levestandard i samfund af vores type helt entydigt skyldes, at der er grænser for politik. Det er netop, fordi vi har udviklet politiske institutioner, som begrænser og konkurrenceudsætter den politiske magt, at vi klarer os så forholdsvis godt.
Paradokset gælder ikke mindst for os økonomer. På den ene side er det – og bør være – standard at spørge: Hvilken politik ville være den bedste for en ”social planlægger” med ubegrænset magt og udelukkende god vilje. På den anden side er økonomer også klar over, at mennesker påvirkes af incitamenter - og at det også gælder politikere, vælgere og embedsmænd. For politiske beslutningstagere bestemmes incitamenterne og udfaldet af det ”politiske spil” af institutioner - forfatninger og frihedsrettigheder - som sikrer konkurrence om magten og beskytter borgernes frihed, herunder til at agere i en fri markedsøkonomi.
Betydningen af institutioner har været et tema for en perlerække af Nobelprisøkonomer gennem tiden, og det samme gælder dette års Nobelpris - til Acemoglu, Johnson og Robinson. De får den primært for at have udviklet en metode til at fastslå, at den empiriske sammenhæng mellem økonomisk velstand og institutioner er kausal, altså at gode institutioner driver velstanden, snarere end omvendt. Begge dele kan forstærke hinanden, men institutionerne kommer først.
Problemet er, at institutioner er generelle og abstrakte. Det kan være svært umiddelbart at se, hvordan de bidrager til at løse konkrete menneskers konkrete problemer. Det er meget lettere at forestille sig, at et konkret politisk tiltag designet til at løse et konkret problem kan levere. Det kan også virke selvmodsigende, at begrænsninger på de politiske handlemuligheder skulle føre til bedre politik. I en verden af velmenende ”sociale planlæggere” ville det være omvendt. Men realiteten er altså, at styrken i de vestlige politiske systemer ligger i deres begrænsninger på beslutningstagerne.
Sagen er, at politik ikke er en velegnet metode til at løse særlig mange problemer med. Det bør være sidste udvej snarere end det første, vi griber efter. Vi bør understøtte de institutioner, som sætter grænser for politik.
Det er årets Nobelpris endnu en påmindelse om.
