Fortsæt til indhold

Mørke skyer kalder på handling for dansk turisme

Dansk turisme var til tælling under coronakrisen, og selvom nye tal viser, at branchen i dén grad har rejst sig igen, er der brug for handling, hvis de gode tider skal fortsætte.

Debat
Claus Jorch Andersen og Lars Ramme Nielsenhhv. brancheleder for hotel- og restaurationsbranchen i Deloitte og branchedirektør for turisme, oplevelse & kultur i Dansk Erhverv

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Claus Jorch Andersen og Lars Ramme Nielsen

Der var i grunden ikke meget at grine af for hverken international eller dansk turisme, da coronanedlukninger rullede hen over stort set alle lande på kloden. ”Vores verden bliver aldrig den samme,” lød det. Den profeti lød helt rigtig, da den blev fremsat, men heldigvis gik den ikke i opfyldelse.

Verden er åben, og dansk turisme er tilbage igen. En ny analyse fra Deloitte viser således en omsætning i hotel- og restaurationsbranchen på ikke mindre end 81,8 milliarder kroner. Og ikke nok med det. Tal fra korttransaktioner i Danmark viser en stigning på 42 procent i brugen af internationale kreditkort fra 2016 til 2023.

Det går med andre ord den rigtige vej. Men hvorfor gør det så det? Årsagerne er mange, men vi kan for eksempel fremhæve vores unikke kulturliv, gode overnatningsmuligheder, generelt trygge samfund, behagelige temperaturer (for nogen) og vores efterhånden mange gastronomiske udmærkelser.

Danmark har det, man kalder for en styrkeposition. Der er så bare det, at vi naturligvis også er i en intens konkurrencesituation. For overalt i verden vil man gerne have turister, der kommer for at få oplevelser og bruge penge. Mange lande bruger store ressourcer på at sikre gode rammevilkår, så netop deres land bliver blandt de bedste til at tiltrække besøgende.

Men Danmark står heldigvis stærkt. Ser vi på branchens historie, ser vi et tydeligt billede af en stærk og omstillingsparat branche, der igen og igen har formået at justere forretning og koncepter, når den møder modgang.

Det ændrer dog ikke på, at der er brug for at hjælpe væksten på vej. Først og fremmest skal det sikres, at virksomhederne har den rigtige arbejdskraft. Manglen arbejdskraft er ikke noget nyt problem i branchen, men er nu på et kritisk niveau. Hotel- og restaurationsbranchen har landets højeste forgæves rekrutteringsrate på 15 pct. ubesatte stillinger og 31 pct. stillinger, der er besat med anden profil. Det skaber produktivitetsbegrænsninger for 47 pct. af landets hoteller og restauranter.

Derfor skal danskerne skal have øjnene op for de fantastiske karrieremuligheder, der er i oplevelsesindustrien. Men det tager tid at uddanne en ny generation af arbejdskraft, og derfor er udenlandsk arbejdskraft nødvendig for at lukke hullet nu og her.

Desuden skal der sikres, at der kommer mere gang i turismehjulet i det kvartal, hvor der lige sker mindst, og det er i årets første kvartal. Det kan for eksempel ske gennem øget markedsføring. Derudover er Danmark udfordret af et højt momsniveau og af manglende mulighed for at fratrække repræsentationsmoms.

Det er vigtigt. Også fordi oplevelsesindustrien udgør en vigtig brik i Danmarks tiltrækningsevne og ansigt udadtil, men og fordi den spilder over i andre brancher og yder et væsentlig bidrag til både Danmarks BNP og til beskæftigelsen.

Artiklens emner
Oplevelsesindustrien
Hotel og restaurant