Fortsæt til indhold

Hvis Novo pakker kufferten, skal vi stadig kunne klare os

Vi luner os ved den vilde vækst i medicinalindustrien, men Kina og USA stormer frem i førertrøjen på grønne teknologier og kritiske råstoffer. Derfor har vi brug for at tænke langsigtet, hvis vi skal klare os i fremtiden. Her er regeringens nye udspil en kærkommen håndsrækning.

Debat
Maria Schougaard BerntsenUnderdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Maria Schougaard Berntsen

Jeg bliver oprigtigt glad, når jeg ser, at det nu skal være langt nemmere at drive produktionsvirksomhed i Danmark. Regeringen vil med sit nye udspil rulle “den røde løber” ud for virksomheder, der har lyst til at etablere sig, lyder det i udspillet. Lettere sagsbehandling og mindre bureaukrati – what’s not to like?

Der skal etableres industriparker, hvor der er god infrastruktur til at etablere sig. Supergodt tiltag. Vi er bare nødt til at huske de mange produktionsvirksomheder, der allerede er i landet og har investeret enorme summer i produktionsfaciliteter. I jagten på at tiltrække nye virksomheder er det vigtigt at huske de store industrivirksomheder, der bl.a. får de grønne hjul til at snurre, og gennem en menneskealder har sat en ære i at vokse sig store med Danmark som base.

De har også brug for god infrastruktur med nye veje og lignende, så de kan eksportere deres varer og skabe endnu flere arbejdspladser fremover. Vi skal ikke kun gøre det lettere for de virksomheder, der vil etablere sig i Danmark. Hverdagen skal også være lettere for de virksomheder, der allerede er i landet.

Danmarks vækst i industriproduktionen spurter fra alle andre, men den er i høj grad drevet af medicinalindustrien. Af samme grund er vi nødt til at være forberedt på en situation, hvor gassen går af Novo-ballonen.

For vi har meget på spil. Det gælder blandt andet virksomhederne i den grønne industri, som i øjeblikket bliver klemt på det globale marked. Kina er i front på 37 ud af 44 kritiske teknologier, mens USA satser et hav af grønne dollars på at tiltrække virksomheder, der vil producere til den bæredygtige omstilling af samfundet.

Det stiller nye krav til os herhjemme. For lige nu er virkeligheden, at vi og resten af EU sakker bagud. Det skal være endnu lettere at drive virksomhed - ellers taber vi.

Kampen om investeringer handler om arbejdspladser – ikke mindst i landdistrikterne. Her står produktionsvirksomhederne lige nu for hver femte arbejdsplads.

Opgøret med unødvendigt bureaukrati og lange sagsbehandlingstider er vigtigt skridt for at sikre vores konkurrencekraft i fremtiden og få endnu flere arbejdspladser. Lad os fortsætte i det spor til gavn for både erhvervsliv og det fremtidige velfærdsniveau i Danmark.

Artiklens emner
Den grønne omstilling
Tekniq Arbejdsgiverne