Regeringen glemmer det vigtigste i store planer for life science
Vi har alle gavn af en stærk life science-industri, men hvis vi ikke sørger for at hjælpe virksomhederne med at finde de rette medarbejdere, risikerer vi at sætte førerpositionen over styr.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Den danske life science-sektor tilhører den absolutte verdenselite – og det kommer os alle til gavn. Det er nok gået op for de fleste, at en virksomhed som Novo Nordisk hiver enorme summer hjem til Danmark som følge af blandt andet insulin- og nu vægttabspræparater, der er blandt de bedste på markedet.
Novo står på ingen måde alene. Her i landet trækker life science industriproduktionen frem, og havde det ikke været for den succesfulde medicinalindustri, ville vi stort set være på status quo set over de seneste år. Faktisk står branchen for en eksport, der i 2023 udgjorde svimlende 173 mia. kr. og som er med til at sikre, at Danmark har en af de sundeste økonomier i EU med konstante overskud på betalingsbalancen.
Der er derfor grund til at glæde sig over, hvor godt det går. Og der er ligeledes grund til at glæde sig over, at regeringen med den nye life science-strategi vil gøre Danmark til en førende nation på feltet i Europa.
Målene er ambitiøse. Den danske eksport skal fordobles frem mod 2030, og der skal tiltrækkes endnu flere udenlandske virksomheder, som vil være en del af den danske klynge af højt specialiseret viden og udvikling. Men der er udfordringer, som står i vejen for de visioner.
Allerede nu mangler virksomhederne den nødvendige arbejdskraft, som er så afgørende for, at de kan levere den vækst og udvikling, samfundet efterspørger.
I dag beskæftiger sektoren omtrent 63.000 personer, og stigningen har været voldsom: Siden 2010 er det tal steget med 45 pct.
Derfor er det til stadighed en stor opgave at finde de rette medarbejdere, og vi kan som samfund ikke levere dem selv. Der er i forvejen mangel på arbejdskraft i Danmark, og med en life science-industri i vækst, bliver behovet for arbejdskapacitet løbende udvidet.
Derfor er det noget uforståeligt, at regeringens strategi på området stort set ikke tager højde for, hvordan vi får tiltrukket den relevante arbejdskraft til landet.
Eftersom vi ikke har været i stand til at levere arbejdskraften selv, er der to veje at gå, hvis vi stadig skal kunne understøtte udbygningen af den danske life science sektor:
Vi kan uddanne udenlandske talenter selv – og få dem til at blive efter endt uddannelse. Og vi kan rekruttere i udlandet. Begge dele kræver en systematisk indsats og dermed også medfølgende ressourcer. De kommer ikke af sig selv.
Derfor er det tvingende nødvendigt, at vi hele tiden sørger for at være en attraktiv destination for højtuddannede fra hele verden, men i en global virkelighed drukner Danmark let i konkurrencen fra større nationer. Vi er nødt til at være til stede i bevidstheden hos den kvalificerede arbejdskraft, og her kommer regeringens udspil til kort.
Godt nok er der nogle få lempelser af bureaukratiske foranstaltninger, bl.a. et forslag om nedsættelse af arbejdstid for medfølgende ægtefæller, men i det store hele er tiltrækningen af den arbejdskraft, der skal udgøre brændstoffet til den ellers ambitiøse plan, ganske enkelt fraværende. Og det er ikke godt nok.
Vi mærker virksomhedernes desperation – og de påpeger selv de manglende tiltag i regeringens udspil. De danske life science-virksomheder står i kø for at ansætte de internationale specialister, som vi kan tiltrække til Danmark. Men der er brug for langt mere offensive indsatser, hvis vi som samfund skal indfri potentialerne i en sektor, der kommer os alle til gode.
Så selvom der er en række virkelig gode elementer i regeringens udspil, mangler der også en del. Uden arbejdskraft risikerer vi nemlig at sætte forspringet over styr.
