Fortsæt til indhold

Store selskabers frihed er noget helt andet end din egen frihed

Virksomheders frihed er nødt til at blive hegnet lidt ind for at skabe sundere balance mellem magtfulde virksomheder, almindelige mennesker med begrænset stemme og naturen helt uden stemme.

Debat
Tine ThygesenErhvervskvinde

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Tine Thygesen. Foto: Helene Rebecca Hoffmann

Frihed er min kerneværdi. Jeg vil gå så langt som at sige, at frihed har defineret min livsvej.

Da jeg som 19-årig rejste fra Danmark, var det friheden og eventyret, der gjorde rejsen næsten 10 år lang. Da jeg på rejsen som 22-årig besluttede at blive iværksætter, var det friheden i selvbestemmelsen, der lokkede.

Jeg er grundlæggende fortaler for, at folk bedst selv kan bestemme, hvad der er godt for dem. Men som jeg midt i livet begynder at interessere mig for sammenhænge, går frihedens omkostning op for mig. At frihed for nogen kan have en pris for andre, som er større, end hvad fair er.

Jeg oplever, at virksomheders frihedsgrad er blevet for stor, fordi den skade, nogle virksomheder gør på mennesker og natur, er ude af proportioner med den værdi, de får ud af det. Jeg er ellers opflasket med, at konkurrence altid er fair, fordi markedet klogt udvælger den rette vinder. Det troede jeg på en årrække.

Hvor frie kan vi være, hvis vi er syge, stressede, forarmede eller manipulerede?
Tine Thygesen

I dag er konsekvenserne af de rammer for frihed, vi har valgt, veldokumenterede. Derfor mener jeg, at virksomheders vilje er nødt til at blive hegnet lidt ind for at skabe en sundere balance mellem magtfulde virksomheder, almindelige mennesker med begrænset stemme, og naturen helt uden stemme.

Lad mig illustrere med et par eksempler:

For naturen står det endnu værre til. WWF rapporterer i en ny rapport, at verdens bestand af vilde dyr er faldet med 73 pct. siden 1970. De estimerer, at de næste fem år er kritiske for at vende tipping points, der ellers kan gøre vores planet svært beboelig. Hvordan kan det være en acceptabel balance af frihed mellem virksomheder, mennesker og natur?

Jeg tror, at vi mennesker beskytter tanken om virksomheders frihed, fordi vi tror, at den hænger sammen med vores egen. Men det er til tider omvendt. For hvor frie kan vi være, hvis vi er syge, stressede, forarmede eller manipulerede?

De fleste danskere tror, at vi er beskyttet af lovgivning i Danmark, så de produkter, vi køber her, er sikre for vores sundhed. Men sådan er det kun delvist. Selvom mange steder i verden har ringere lovgivning, er der akut behov for, at der i EU og Danmark bliver sat politisk hegn om den ødelæggelse, vi tillader.

Den negative kemikaliepåvirkning er et godt eksempel. Big Toxic, de store kemikalievirksomheder, der leverer bl.a. PFAS og pesticider, brugte i 2022 250 millioner euro på at påvirke beslutningstagerne i EU. Det er mere end både olielobbyen og teknologilobbyen. De har holdt 249 møder med vigtige mennesker i Europa-Kommissionen. Til sammenligning har BEUC – den europæiske forbrugerorganisation – kun én ansat til at kæmpe forbrugernes sag på kemikalieområdet ifølge Forbrugerrådet Tænk.

Der findes mange selskaber, som ikke gør skade, og som tager deres ansvar på sig. Dem hepper jeg på. De selskaber, synes jeg, vi skal hjælpe ved at indskrænke de trick, deres konkurrenter uden samfundsansvar bruger. Det ville skabe bedre konkurrenceevne for ansvarlige virksomheder, som har det svært på et marked, hvor lav pris udkonkurrerer alle andre parametre.

Det er vor tids store sorg, at folk er vildledt til at tro, at store selskabers frihed er lig med deres egen. Det tror vi på grund af dygtig nyliberalistisk historiefortælling, som den vi lige har bevidnet i den amerikanske valgkamp. Men det er desværre ikke rigtigt; der er stærke beviser for, at forbrugere og virksomheders friheder tit er modsatrettede. Så vil vi kæmpe for nogens frihed, bør det være vores egen.

Der er tre parter, hvis interesser skal balanceres – virksomheder, mennesker og naturen. For at sikre de to sidste må vi have rammer for markedet, der tilgodeser forretning, der ikke udhuler mennesker og naturens livsgrundlag. Frihed, ja tak. Men frihed under ansvar, også for selskaber.

Artiklens emner
Forurening
Fødevareindustrien