Ny økonomisk model kan finansiere et bedre liv for de fleste

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Når noget har været uændret længe, kan det føles som en naturlov: umuligt at forestille sig anderledes. Men gamle regler kan blive til benspænd, leveregler, vi glemmer at ændre, selv når de ville stille os bedre.

Sådan er det med flere af de økonomiske modeller, vi benytter i dag. De betragtes i realiteten som naturlove, og udtalelser fra økonomer som fakta, men de gør faktisk skade.

Et godt sted at begynde er det, man på engelsk kalder True Cost, på dansk ”eksternaliteter”, som er de udgifter, virksomheder ikke selv betaler, fordi det er praksis, at regningen for den afledte skade, en virksomhed forårsager, er en eksternalitet, der ender hos skatteyderne. Helt lovligt. Det er en regel, der gør, at forureneren typisk ikke betaler.

Urimeligheden er åbenlys, når virksomheder forurener, såsom Cheminova (i dag FMC Corporation, der i 2023 havde overskud på 978 mio. dollars), hvis oprydningsregning på 600 mio. kr. er sendt videre til skatteyderne.

Men eksternaliteter handler først og fremmest om usynlige, sundhedsskadelige elementer, der er tilsat vores dagligdag og skader vores helbred: Det inkluderer PFAS i dine børns gummistøvler og din nye outdoorjakke, selvom det sandsynligvis skader bl.a. fertiliteten; nitrit i dit bacon, selvom det sandsynligvis er kræftfremkaldende; hormonforstyrrende stoffer i din creme, formaldehyd i dit nye sofabord og pesticider i dit grundvand. Listen er, desværre, næsten uendelig.

Det gør selskaberne ikke af ond mening, men fordi de økonomiske modeller gør det svært at gøre andet. Virksomhederne skal konkurrere på et råt marked, hvor kemiske tilsætningsstoffer reducerer omkostningerne, og hvor lav pris er konkurrencekritisk.

Men lad os forestille os et øjeblik, at vi ændrede regnskabsreglerne og flyttede eksternaliteter ind i virksomhedsregnskaberne. Lad os sige, at politikerne varslede, at om 10 år ville dokumenterede afledte skader på mennesker og natur blive faktureret tilbage til de virksomheder, der var årsag til skaderne. Hvis vi lader være med at fortabe os i metoden, men holder blikket på det væsentligste, nemlig resultatet, forudsiger jeg, at regnskabsændringen ville fremelske tre effekter:

For det første ville virksomhedernes konkurrenceevne vendes om, sådan at det ikke er dem, der producerer billigst, der har fordelene, men i stedet dem, der gør det bedste for deres kunder. Fordi reglerne bliver ændret for alle, bibeholdes den lige konkurrence, men med omvendt fortegn, sådan at modellen ikke motiverer til at udbytte natur og mennesker, men til at passe på dem.

For det andet ville virksomheder se afledt skade som en risiko og en udgift, der risikerer at ødelægge profitabiliteten. Derfor vil vi aktivt minimere sådanne stoffer og metoder, f.eks. skifter gummistøvlefabrikanter til et alternativ til PFAS, fordi der vil være et økonomisk rationale, ligesom pesticidsprøjtende landbrug motiveres til at dyrke uden gift. Den afledte effekt er tusindvis af virksomheder, der skifter adfærd. Næsten øjeblikkeligt bliver der forurenet mindre, borgerne indtager færre skadelige stoffer og har færre sygedage, iltsvindet i fjordene reduceres, og presset på sundhedssystemet letter. Ødelæggelser for milliarder ville høre op.

For det tredje ville vi spare enorme summer i sundhedsvæsenet, fordi den skadelige cocktaileffekt af kemiske stoffer ville reduceres med øget sundhed til følge. Det vil bl.a. reducere de 12 mia. kr., vi hvert år bruger på kræft, de 9,5 mia. kr. på luftforureningssygdomme og de 46 mia. kr. på sygefravær. For slet ikke at tale om besparelsen af menneskelige omkostninger. Vi taler altså om milliardbesparelser.

Forestil dig lige, hvilket skønt samfund vi kunne få, hvis vi i stedet for at bruge milliarder på at rydde op efter kommercielle virksomheder valgte at bruge pengene på bedre sundhedspleje, tilskud til sund mad, kortere arbejdstider, bedre normeringer i børnehaverne eller verdensklasseuddannelser. Valget ville være vores, og forandringen ville komme alle danskere til gode, både økonomisk og helbredsmæssigt.

True Cost er bare et af de økonomiske principper, vi med fordel kan ændre. Økonomiske modeller er ikke naturlove, og ledende økonomer er farvet af den model, de er skolet i. For modeller kan faktisk godt ændres. Derfor skal vi være skeptiske, når vi hører argumentet, at forbedringen er umulig af økonomiske årsager. Vi er ikke tjent med, at modeller hæmmer vores livskvalitet, handlefrihed og sundhed. Modellerne skal tjene flertallet, ikke omvendt.