Er Trumps og Musks krig mod bureaukratiet gal eller genial?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Det er nu over ti år siden, jeg skrev Det Kreative Samfund, hvor jeg advarede om, at vestlige demokratier risikerer at være selvdestruktive. Min bekymring udspringer af en række økonomiske og politiske mekanismer, der tilsammen skaber en fælde.

For det første bliver den offentlige sektor i modsætning til den private ikke mere produktiv over tid. Via den såkaldte “Baumols omkostningssyge” rammer det os derved, at skattetrykket konstant må hæves for blot at levere de samme offentlige ydelser. Her bliver “Laffer-kurven” aktuel. Den viser, at et for højt skattetryk på langt sigt giver mindre provenu i stedet for mere.

For det andet er der “velfærdskoalitionen”, som opstår, hvis over halvdelen af befolkningen – som i Danmark – har deres hovedindtægt fra staten. Denne dynamik kan skabe en økonomisk dødsspiral: først stadigt lavere vækst, som vi har oplevet i EU, og senere stagnation og kriser, som vi blandt andet har set i Argentina.

Så hvordan kan man demontere denne trussel? Svaret er ikke enkelt, men USA’s nyeste økonomiske eksperiment kan muligvis give os nogle indsigter.

I en opsigtsvækkende udmelding har den kommende præsident Trump annonceret et initiativ kaldet “Department of Government Efficiency”, der med sin forkortelse DOGE deler navn med den sagnomspundne hunde-meme, som siges at være en af Elon Musks yndlingskryptovalutaer og -memes.

Initiativet skal ledes af de to profilerede iværksættere Elon Musk og Vivek Ramaswamy. Selvom navnet er pakket ind i et meme, er deres mission klar: Bureaukratiet skal reduceres, unødvendige udgifter skæres væk, og føderale institutioner skal reformeres. Aktuelt rekrutterer DOGE-teamet frivillige til at konkretisere effektiviseringsprojektet.

Musk, der med SpaceX har revolutioneret rumfart ved at reducere omkostningerne ved raketopsendelser med 90 pct., fremstår som en ideel kandidat til at effektivisere statens maskineri. SpaceX sigter med Starship-raketten mod yderligere at bringe prisen ned til 10 dollar per kilo i low-orbit-kategorien – en enorm besparelse på 99,95 pct. sammenlignet med de tidligere 20.000 dollar per kilo. Samtidig har Ramaswamy gjort sig bemærket som en stærk fortaler for private initiativer og fornyelse.

Sideløbende tyder det på, at hedgefond-manageren Scott Bessent er favorit til at blive den næste finansminister. Han har allerede foreslået en såkaldt “3-3-3”-plan, der sigter mod at sikre 3 pct. realvækst, reducere budgetunderskuddet til 3 pct. af BNP og øge olieproduktionen med 3 millioner tønder dagligt.

Planen hviler på deregulering og finansiel disciplin, men der er væsentlige udfordringer. Det nuværende budgetunderskud ligger på 6,3 pct. af BNP. For at nå målet skal de offentlige udgifter reduceres med 3,3 pct. af BNP – en reduktion, der svarer til 13-14 pct. af statens samlede budget. Det kræver ikke blot effektivisering, men også massiv vækst i den private sektor for at kompensere.

Trump-administrationens målsætning er ambitiøs: At skabe et mindre og mere effektivt regeringsapparat inden 4. juli 2026 – USA’s 250-års jubilæum.

Hvis USA lykkes med at balancere offentlige udgifter og samtidig stimulere privat vækst, kan det bane vejen for en ny model for vestlige demokratier. Modellen vil i så fald vise, hvordan økonomisk effektivisering og innovation kan trække os ud af den økonomiske fælde, der truer mange velfærdsstater i dag. Men risikoen er til at tage og føle på.

En så drastisk nedskæring i offentlige udgifter kan føre til enorme sociale spændinger. Arbejdsløsheden kan stige, hvis den private sektor ikke hurtigt absorberer den frigjorte arbejdskraft.

I Det Kreative Samfund fremhævede jeg, at det vestlige demokrati risikerer at stagnere, hvis vi ikke formår at genopfinde måden, vi driver vores velfærdsstater på. USA’s eksperiment er på mange måder en test af, om denne genopfindelse er mulig. Det er en lektion, vi som vestlige demokratier bør følge nøje, for udfaldet kan give os en indikation af, hvorvidt de strukturelle udfordringer, vi står over for, kan løses.

Alternativt risikerer vi, at disse forsøg bekræfter min oprindelige frygt: At vores økonomiske og politiske systemer har en indbygget tendens til selvdestruktion.

Uanset hvad udfaldet af USA’s kommende økonomiske DOGE-projekt bliver, er det tydeligt, at status quo ikke er en løsning for vestlige stater. Hvis vi ønsker at sikre fremtiden for vestlige demokratier, må vi sandsynligvis også være klar til at træffe modige beslutninger.

Det amerikanske initiativ viser i første omgang, at der stadig er vilje til at eksperimentere. Om det så også fører til resultater, der kan kopieres i andre lande, vil tiden vise.