Amerikansk vækst får intet løft af Trump

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Valget af Trump som præsident og en endelig bekræftelse på, at flertallet i både Repræsentanternes Hus og Senatet er republikansk, åbner dørene for et større økonomisk-politisk opbrud. Om det amerikanske folk dermed har åbnet Pandoras æske eller skabt et tiltrængt skifte i den økonomiske kurs, vil vise sig.

Jeg hælder selv til det første, da hverken USA eller verdensøkonomien sandsynligvis vil stå bedre, hvis Trump forfølger valgagendaen, som den blev udlagt. Helt afgørende bliver det, om alle elementer føres ud i livet, og i givet fald i hvilket omfang og i hvilken sekvens. Det vil afgøre, om vi får mere inflation og mere eller mindre vækst i USA og i verdensøkonomien.

Overordnet er Trumps skattepolitiske agenda ganske ekspansiv. Trump vil ikke bare forlænge de skattelettelser, som blev implementeret i hans første embedsperiode og snart udløber. Han vil også sænke selskabsskatten yderligere, forbedre fradragsmuligheder og helt skattefriholde visse indkomster. Det giver en ganske ekspansiv politik, som vil øge et i forvejen stort statsunderskud på over 6 pct.

Det vil ikke sende USA imod gældskrise, men det er ikke desto mindre både unødvendigt og uhensigtsmæssigt. I sig selv giver den politik væksten et kortvarigt skub bagi – men i praksis kun, hvis der er rum til mere vækst. Blev politikken gennemført i dag, ville Federal Reserve som modsvar med stor sikkerhed droppe de rentenedsættelser, som ellers ligger lige foran os.

Gennemføres skattelettelser, samtidig med at Trump sætter en fod ned i forhold til immigrationen og endda gør alvor af truslerne om at massedeportere illegale immigranter, vil der ingen være til at servere flere måltider på restauranterne, bygge nye carporte eller vaske gulvene oftere i hjemmene. Og da vil konsekvensen alene være højere inflation. Ufinansierede skattelettelser er desuden ingen gave fra oven – højere underskud i dag stiller krav om lavere underskud i fremtiden. Trump vil altså låne af sine børnebørn.

Bliver toldsatserne sat op i bare tilnærmelsesvis den grad, som Trump under valgkampen har talt om, svarer det til en seks-otte gange eskalering af den toldkrig, Trump indledte under sin første valgperiode. Det er voldsomt. Det vil svække væksten i USA, fordi toldforhøjelser jo ikke bare er den skat på eksportørerne fra resten af verden, som Trump hævder, men primært ender som en skat på amerikanske importører og forbrugere.

Og som valutakursen bevæger sig lige nu (og under seneste handelskrig), går amerikanske eksportører heller ikke fri. Alene den stærkere dollarkurs stiller dem dårligere i den globale konkurrence. Oveni betyder højere told dyrere komponenter for dem, der er afhængige af importerede inputs i deres produkter. Plus potentielt nye toldbarrierer i de lande, der måtte svare igen på USA’s toldforhøjelser. Alt dette gør det også mindre sandsynligt, at toldforhøjelserne indfases så bombastisk som meldt ud. Vi venter en langt mere moderat forhøjelse i sidste ende, som sandsynligvis kommer i adskillige trin.

Endelig er der deregulering og nedskalering af den offentlige sektor, som begge udtrykker Trumps inderkreds’ grundlæggende ønske om at slippe af med ”Washington”. Deregulering kan trække væksten op ved at fjerne hindringer for erhvervslivet – f.eks. på klima- eller miljøområdet – men det er interessant, at f.eks. store olieselskaber har talt imod.

De forstår, at den langsigtede bevægelse er mod mere regulering på disse områder, så slingrekursen hjælper dem ikke meget. Modsat vil det nye effektiviseringsministerium sandsynligvis koste vækst. Det er en naturlig, direkte konsekvens af nedskæringer, men der er også risiko for, at nedskæringer skaber andre problemer, fordi de sker uden tilstrækkelig indsigt. Hverken Elon Musk eller Vivek Ramaswamy har særlige forudsætninger her eller forhåndskendskab til offentlig forvaltning. Om det på længere sigt efterlader et mere effektivt USA, vil vise sig.

Trumps politiske planer er altså ganske aggressive på hvert sit område, men de vækstmæssige konsekvenser er i vidt omfang modsatrettede. Derfor bliver den reelle dosering og til dels timing afgørende for, om væksten bliver højere eller lavere de næste par år. Mest tyder på et næsten uændret amerikansk vækstniveau måske med en lille pil nedad. For resten af verden, hvor handelspolitikken er det primære, ser det lidt værre ud.