Fortsæt til indhold

Black Friday: Kan vi virkelig tåle mere fråseri?

Køb, smid væk og gentag. Black Friday tænder hvert år fråseriet i os og gør indtog i bankkontoen med nyindkøbt elektronik, vi slet ikke har brug for. Skal kloden virkelig ramme afgrunden før, at detailhandlen slår kursen om og dropper jagten på hurtig profit?

Debat
Emma Jefelttalsperson for Refurbed Danmark

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Emma Jefelt

Black Friday er ikke længere bare én dag. Nu strækker det sig over en hel uge, og flere butikker har forvandlet det til Black Month. Hvor ender det? Black Quarter? Black Year? Jeg har svært ved at se, hvordan det gavner nogen – udover virksomhedernes bundlinje.

Hvert år overdynges vi med tilbud, der lokker os til at købe ting, vi ikke har brug for. Fladskærme og smartphones sælges til spotpriser for at få os til at gribe tegnebogen, mens det, vi allerede ejer – og som ofte kan holde i flere år endnu – ender i rodeskuffen eller skraldespanden.

Resultatet er et marked, der flyder over med elektronik, og en klode, der tappes for ressourcer og kæmper under vægten af vores overforbrug. Det kan simpelthen ikke fortsætte.

Planeten har ikke råd til Black Friday

Black Friday skaber et kunstigt behov for nyt og negligerer de bæredygtige alternativer, der findes lige for næsen af os. F.eks. kan genanvendt elektronik fremfor nyt reducere CO2-udledningen med op til 91 procent, spare op til 97 procent af vandforbruget og reducere e-affald med 80 procent.

Det er ikke bare imponerende tal: Det er en reel løsning, som flere burde tage til sig. Jeg siger ikke, at vi skal holde op med at købe nyt eller leve under en sten.

Min pointe er, at den nuværende forbrugsmodel er ødelæggende for klimaet. Og her har både tech-brands og detailkæder mulighederne og ressourcerne til at tage ansvar og bruge deres innovationskraft og position på markedet til at fremme cirkulære løsninger frem for at bruge en selvopfunden mærkedag som undskyldning for at puste yderligere til overforbrugets gløder.

Hylder kortsigtet profit

Desværre vælger virksomhederne ofte den lette vej til den sorte bundlinje: Masseproduktion og stimulation af et kortsigtet forbrug, selvom de har ressourcerne til at fremme bæredygtig innovation.

I mine øjne handler innovation nemlig ikke om at spytte nye modeller ud, der hvert år ender med at blive solgt til spotpris i november for bundlinjens skyld. Ægte innovation skaber produkter, der er bygget til at holde længere – med robuste designs og mulighed for nem reparation. Det handler om at gøre cirkulære løsninger tilgængelige for alle – ikke kun som en niche, men som default.

For elektronik er den hurtigst voksende affaldsstrøm i verden. Én ny smartphone udleder i gennemsnit 76,5 kilo CO2, bruger over 30.000 liter vand og efterlader 202 gram elektronikaffald. Det er fuldstændig absurd.

Det er med andre ord på tide, at vi trækker en streg i sandet og tænker os om: Ikke nyt, men genanvendt. Ikke mere, men bedre. Virksomheder og kæderne skal sætte klimaet før kortsigtet profit, og vi som forbrugere skal støtte op om løsninger, der skaber forandring.

Green Friday

Som forbrugere bærer vi også et ansvar – i hvert fald så længe virksomhederne vælger profit frem for planeten. Jeg foreslår en slags Green Friday som et alternativ til Black Friday: Hvor vi som forbrugere gentænker vores elektronikbehov, forbrugskultur og værdien af brugte enheder.

Som forbrugere stemmer vi med pengepungen, og skal vi skubbe til en mere cirkulær tankegang i produktions- og detailleddet, kræver det, at vi ændrer adfærd. Ved at vælge cirkulært forbrug sparer vi ressourcer og reducerer affald. Det er et lille skridt, men nødvendigt.

Kloden har hverken brug for eller råd til flere Black Fridays. Den har brug for, at vi tænker os om – og handler med omtanke.

Artiklens emner
Black Friday
Genbrug